Pressemeddelelse -

Vandt 8 millioner i Joker: ”Vi kniber stadig hinanden lidt i armen”

Et ægtepar fra Faxe Kommune vandt i lørdags 8 millioner kroner i Joker. Pengene skal bruges til at opfylde nogle ønsker, glæde familien og rejse lidt mere.

I lørdags lykkedes det en heldig spiller at fange Jokeren, der var løs med mere end 8 millioner kroner i puljen. Der gik dog nogle dage, inden heldet gik op for vinderen. Eller snarere vinderne. Det er nemlig et ægtepar. De ønsker at være anonyme, men godt vil fortælle at de bor i Faxe Kommune.

Kvinden var på arbejde forleden.

- Min kollega spurgte, om jeg havde set, der var vundet i Dagli’Brugsen. Næ, det havde jeg overhovedet ikke, fortalte jeg. Senere så jeg det i avisen og tænkte, at det kunne være mig, siger den nybagte millionær.

Hun tjekker alligevel ikke selv vindertallene og prognosen. Hun venter i stedet til næste gang, hun er ude at handle. Her får hun tjekket spillet og får beskeden, at der er vundet over 10.000 kroner.

- Da jeg kommer hjem, fortæller jeg det til min mand. Vi ved ikke, hvor meget vi har vundet. Vi tjekker tallene sammen. Først Lotto. Det kan ikke være det, vi har kun tre rigtige. Måske er det Jokeren, siger min mand, fortæller hun.

Og ganske rigtigt. De har den gyldne kombination. 8.218.525 kroner er den værd.

- Min mand blev glad, og jeg blev endnu gladere, siger hun og fortsætter:

- Vi kniber stadig hinanden lidt i armen. Og tuder lidt ind i mellem.

De mange penge skal blandt andet bruges til at forsøde tilværelsen og glæde familien.

- Vi kan også opfylde nogle ønsker i vores liv. Og så bliver der råd til nogle flere rejser, som vi holder meget af, fortæller den glade vinder.

Det lykkebringende spil er købt hos Dagli’Brugsen Terslev, Årløsevej 2, 4690 Haslev.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • millionær
  • vinder
  • joker

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv