Pressemeddelelse -

Vinder af Eurojackpotgevinst: Damer er dyre i drift

Vinderen af de 13.188.299 kr. i Eurojackpot fra Kvickly i Albertslund er endelig fundet. Det sker i den samme uge, som det europæiske lotteri er gået i max på hele 570 millioner kroner. 

Allerede før nytår fornyede vinderen, der er i slutningen af 40’erne, som vanligt sin Eurojackpot kupon til fire nye uger. Kuponen lagde han – også som han plejer, i en fast skuffe i en speciel Danske Spil-beholder. Derefter skænkede han den ikke en tanke, før mandag i denne uge, hvor han igen skulle forny sin kupon.

- Jeg har ikke nogen computer, så jeg har ikke haft mulighed for at tjekke tallene. I gamle dage købte jeg Ekstra Bladet for at tjekke efter, men jeg tror ikke, de viser dem længere. Så nu får jeg først noget at vide, når jeg går ned i Kvickly, lyder det fra manden, som Danske Spil taler med samme dag, som han har fundet ud af, at han er blevet mangemillionær.

- Den er ikke helt sivet ind endnu, siger han og understreger, at han vil være anonym.

- Den der lever skjult lever godt, lyder det.

Nede i Kvickly spærrede de øjnene op, da manden kom og præmiesøgte sin kupon. De havde nemlig ledt efter vinderen igennem flere uger. 

- Vi plejer at joke med, at hvis jeg vinder, så er der flødeskumskager til medarbejderne i kiosken. Og da hun så, at der var en stor gevinst på over 9999 kr. så kunne hun jo nok godt regne ud, at det var mig, som de havde ventet på. Så hun så helt mærkelig ud i ansigtet. Og sendte mig videre hen til banken. Der fortalte de mig, så hvor højt beløbet egentlig var. Der fik jeg godt nok sommerfugle i maven.

Den heldige vinder, som er førtidspensionist og single, har foreløbig fejret sin gevinst med sin ”gamle” far, en guldøl og en gåtur.

- Jeg måtte lige samle tankerne. Jeg har aldrig haft mange penge og har bare været vant til at klare mig, for det der nu var hver måned. Så jeg har svært ved at tro, at dette virkelig er sket for mig. Jeg skal lige sluge kartoflen.

Den nyslåede millionær har derfor endnu ingen ide om, hvad alle de mange penge skal bruges til – andet end at nogle af dem skal investeres, så de kan række længst muligt. Og så har han et stort ønske, der dog ikke kan købes for penge.

- Jeg vil jo gerne have en kæreste. Jeg synes bare, damerne plejer at være rimelig dyre i drift. Men nu har jeg da råd til at være lidt med, siger han og griner. 

Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012. Siden dengang har Eurojackpot lavet 86 danske millionærer. Det lyder måske ikke af så mange, men de har tilsammen vundet 982.910.112 kroner.

Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer. 1. præmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner. En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere.

De heldigste byer i Eurojackpot på antal vindere:

1.København ( 12 vindere)

2.Næstved ( 4 vindere)

3.Frederiksværk ( 3 vindere)

Hvilken regioner er heldigst på antal vindere:

1.Region hovedstaden 37 vindere

2.Region Sjælland 16 vindere

3.Region Syddanmark 12 vindere

4.region Midtjylland 8

5.Nordjylland 7

6.Grønland/Færøerne 1

De største gevinster i danmarkshistorien:

1. 315.009.958 kr. – Eurojackpot – uge 8 2015 – Kvickly, 3000 Helsingør

2. 148.183.435 kr. – Eurojackpot – uge 45 2017- Spar Skallerup, Nordre Klitvej 35A, 9800 Hjørring

3. 140.358.416 kr. – Onsdags Lotto – uge 33 2016 – Q8 Service, Horsensvej 83-85, 7100 Vejle

4. 135.177.015 kr. – Eurojackpot – uge 43 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev

5. 114.000.000 kr. i Eurojackpot – Uge 1 2017 – Super Brugsen, 3310 Ølsted

6. 63.257.880 kr. i Eurojackpot – Uge 47 2017 – Super Brugsen, 4990 Sakskøbing

7. 56.789.170 kr. – Onsdags Lotto – uge 34 2013 – PLUS abonnement

8. 50.000.000 kr. – Joker – uge 43 2015 – 2000 Frederiksberg

9. 49.937.681 kr. – Onsdags Lotto – uge 46 2012 – Boulevard Kiosken, 4760 Vordingborg

10. 46.953.221 kr. – Vikinglotto – Uge 24 2017 – Guldbageren / Døgnkiosk, 4760 Vordingborg

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv