Skip to main content

Danske Fragtmænd giver medarbejdere fitness til hjernen

Nyhed   •   Feb 23, 2016 09:35 CET

Nyt uddannelsestiltag skal gøre Danske Fragtmænds lager- og terminalmedarbejdere i hele landet stærkere til at læse, skrive og regne, til gavn for arbejde og privatliv.

Under sloganet ”Danmarks stærkeste medarbejdere” lancerer transportvirksomheden Danske Fragtmænd en såkaldt Moduluddannelse. Den 24. februar vil medarbejdere i Logistikparken i Aarhus blive de første, der får mulighed for at få afklaret deres færdigheder. I februar, marts og april vil virksomheden landet over tale med mere end 700 medarbejdere. De, der har behov, får tilbudt uddannelsesmoduler i dansk og matematik på VUC for at lette hverdagen på arbejdet og hjemme.

- Danske Fragtmænd har dygtige og veltrænede medarbejdere, der kan tage fat, når godset skal sorteres og lastes. Fremover stiller omverdenen også krav til, at vi har veltrænede hoveder. Digitale manualer, infoskærme og smartphones betyder færre mundtlige beskeder og flere skriftlige, såvel på arbejde som i fritiden. Derfor tilbyder vi Moduluddannelsen som en slags fitness for hjernen, udtaler HR-direktør i Danske Fragtmænd, Peter Jepsen.

Moduluddannelsen bygger på brancheerfaring
Projektet bliver lanceret på baggrund af erfaringer fra transportbranchen. 3F, arbejdsgiverforeningen ATL, og Transportens Udviklingsfond har haft kontakt med mere end 200 fragtvirksomheder, og deres erfaring viser, at op mod halvdelen af medarbejderne kan have vanskeligheder med basale færdigheder. Projektchef i Transportens Udviklingsfond, Magnus Købke, mener, at der er behov for et uddannelsesløft.

- Lager- og terminalmedarbejdere skal i dag læse og forstå en del information på skrift og foretage beregninger på jobbet. Det kan være instruktioner, kvalitetsmål og andet. Der kan også være ting, man skal skrive til den næste på vagten og afvigelsesrapporter. Dertil kommer, at medarbejdere med gode basisfærdigheder også får mere mod på og udbytte af efteruddannelse, forklarer han.

Fakta om Moduluddannelsen
• Moduluddannelsen omfatter medarbejdere på samtlige terminaler og knudepunkter over hele landet.
• Tilbuddet omfatter mulighed for særligt tilrettelagt undervisning til ordblinde eller tosprogede.
• Uddannelsesforløbene forventes at begynde i august 2016.