Nyhed -

Cirkulær Økonomi: Gebyrer skal afspejle emballagens omkostninger og genanvendelsesværdi

Når Dansk Retursystem i 2018 regulerer gebyrerne for håndtering af engangsemballager, der indsamles, sorteres og sendes til genanvendelse, vil de samlede gebyrer falde med 10%. Gebyrerne afspejler dét, den enkelte emballage koster at håndtere gennem systemet. Med de nye gebyrændringer kommer vi nærmere kernen i cirkulær økonomi.

Dansk Retursystem er en nonprofit virksomhed, som drives cirkulært økonomisk og på lang sigt er målet, at virksomheden kan drives 100% cirkulært. Det mål kommer vi nærmere med justeringen i gebyrer, hvor princippet er ens for alle; gebyret skal afspejle dét, den enkelte emballage koster at håndtere gennem systemet, og den værdi materialet har, når det sælges videre til genanvendelse.

Effektivisering
Markedet for engangsemballager er steget markant over de seneste år – vi genanvender i øjeblikket 1,15 mia. emballager, og 93% er dåser og plastikflasker. Her har vi i høj grad effektiviseret processerne ved f.eks., at mere end 80% kan mases ude i butikkerne og kan køres på specielle biler, der kan rumme meget store mængder. Derved spares både plads og kørsel. Det gør håndteringen billigere, og derfor kan vi reducere gebyrerne på plast og aluminium.

Omvendt betyder det, at emballager, der er relativt svære at håndtere eller materialer, der er vanskelige at genanvende, vil opleve en stigning. Det skyldes, at beregningerne for gebyrerne afspejler den faktiske omkostning og indtægt ved håndtering og genanvendelse af emballagen samt værdien af materialet, når det skal sælges videre til genanvendelse.

I forhold til glas har vi ikke opnået samme effektivisering. Selv om vi har indført specielle løsninger, hvor optællingen foregår i butikkerne, kan vi ikke knuse glas i forretningerne. Derfor er glas dyrt at transportere, og det kræver også ekstra sikkerhedsudstyr på vores fabrikker. Gebyret på glas stiger derfor på baggrund af de faktiske udgifter for håndtering af materialet, og da glas kun udgør omkring 7% af markedet, fordeles omkostningerne på færre emballager.

Dialog med myndighederne
På baggrund af møder med producenter og importører har Dansk Retursystem lyttet til deres feedback, og har påbegyndt en positiv dialog med myndighederne om muligheden for at rykke implementeringen af gebyrjusteringer til senere i 2018.


Fakta
Siden 2002, hvor der har været frit emballagevalg på det danske marked, har Dansk Retursystem håndteret engangsemballager med pant. Dansk Retursystem understøtter og håndterer alle slags engangsemballager, og arbejder hele tiden med at strømline processerne, effektivisere håndteringen og øge returprocenten, som i øjeblikket er på 90%.

Dansk Retursystem er ejet af bryggeriindustrien og reguleret af pantbekendtgørelsen under Miljøstyrelsen. Rammerne for beregning af gebyrerne fremgår af Pantbekendtgørelsen. Hvert år fastsættes gebyrerne af Miljøstyrelsen efter indstilling fra Dansk Retursystem og godkendelse af eksternt revisionsfirma.

Læs flere fakta og tal om Dansk Retursystem her.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • emballager
  • dåser
  • flasker

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt 30671390