Skip to main content

Dansk Retursystem går foran i genanvendelse af plast

Nyhed   •   Jan 20, 2017 13:53 CET

Verden over bliver kun 14 procent af alt plast i dag genanvendt. I 2050 er der mere plastik i verdenshavene end der er fisk - hvis altså ikke udviklingen bliver ændret. Den ændring er Dansk Retursystem med til at hjælpe på vej.

De dystre tal og forudsigelser kommer fra World Economic Forum og Ellen MacArthur Forundation i en ny rapport. På den baggrund er der grund til at notere, at Dansk Retursystem hver dag arbejder på at sikre den bedste genanvendelse af danskernes plastflasker med pant: God genanvendelse handler også om høj kvalitet, så brugte flasker bliver til nye flasker. Igen og igen.

Plast bruges overalt
Plast indgår i mange produkter og emballager, og på verdensplan bliver det meste enten deponeret, brændt eller ender i naturen. Det er både tab af ressourcer og penge, og sker der ingen ændringer, vil der altså vægtmæssigt være mere plast end fisk i havene i 2050. Det viser beregninger fra Ellen MacArthur Foundation, der sammen med World Economic Forum står bag den nye rapport.

Bedre design skal fremme genbrug og genanvendelse

Rapporten er en opfølgning på initiativet, the New Plastics Economy, der blev søsat sidste år, og som en lang række globale virksomheder bakker op om. Udover mere og bedre genanvendelse, er der også brug for at øge genbrug af plast, lyder det i rapporten.

Hvad enten plasten skal smeltes om eller genbruges som den er, kræver det, at produkterne designes bedre. Fx ved at undgå sammensatte materialer og problematiske kemikalier. Desuden skal der arbejdes på at skabe bedre indsamling af plastprodukter som fx emballager, fremhæver rapporten.

Høj kvalitet i genanvendelsen

Hos Dansk Retursystem går vi op i at indsamle og genanvende så mange plastflasker med pant som muligt.

Men vi lægger også vægt på at sikre den højeste kvalitet i genanvendelsen. Derfor samarbejder vi kun med anlæg, der kan smelte de brugte flasker om til nye plastflasker eller andre emballager til fødevarer.

Når plasten på den måde sendes tilbage til samme produktkæde, bevares materialets høje værdi, så det kan genanvendes igen og igen. Det sparer jomfruelige råstoffer og CO2 – mere end én gang.

Fokus på kvalitet i genanvendelsen er derfor også afgørende for et godt ’husholdningsregnskab’ for plast. Og den udvikling er Dansk Retursystem med til at arbejder for, hver dag.