Skip to main content

​Dansk Retursystem vil tanke bæredygtigt

Nyhed   •   Okt 10, 2016 14:57 CEST

Dansk Retursystems CO2-neutrale lastbil var inviteret med, da Danmarks første business-to-business tankstation med biogas torsdag åbnede i Høje Taastrup.

Dansk Retursystem er med fremme, når det gælder alternative brændstoffer, der kan være med til at reducere CO2-udslip.

"Det er dejligt, at transportbranchen som helhed har fået øjnene op for at nedsætte CO2-udslip og på den her måde prøver muligheder af", siger Ivan Lund Laustsen, der er logistikdirektør i Dansk Retursystem.

Tank lige i nærheden
Det var E.ON Danmark og Foreningen af Danske Transport- og Logistikcentre, der i sidste uge inviterede til indvielse af en ny tankstation med biogas. Tankstationen ligger i transportcentret i Høje Taastrup syd – tæt på Dansk Retursystems afdeling i Hedehusene.

"Det gør det jo endnu lettere for vores biogasbil at tanke. Hvor vi før skulle til enten lufthavnen eller til Prags Boulevard på Amager, kan vi nu tanke tæt på vores afdeling i Hedehusene", konstaterer Michael Fontenay, der er logistikchef i Dansk Retursystem. 

Han tilføjer, at Dansk Retursystem fremover satser på at få flere miljøvenlige lastbiler, der kører på alternative brændstoffer – altså noget andet end diesel.