Nyhed -

Nu bliver juice og saft en del af pantfamilien

Pantsystemet kommer fra 2020 til også at omfatte juice og saft. Det fortalte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen på et pressemøde i dag. Dansk Retursystem hilser nyheden velkommen.

”Vores pantsystem er en fantastisk opfindelse, som inspirerer flere andre lande. Borgerne har stor tillid til pantsystemet, som flere gange er blevet udvidet. Nu gør vi det igen, fordi det giver rigtig god mening, at man som forbruger kan aflevere sine juice- og saft-flasker samme sted, som man afleverer sine sodavandsdåser. Det giver samtidig en bedre genanvendelse, fordi flaskerne kan bruges til ny fødevareemballage”, siger miljø- og fødevareministeren.

Forventningen er, at det nye initiativ vil sende 52 millioner flere emballager ind i pantsystemet.

I Dansk Retursystem hilser man nyheden velkommen. Her ved man, at danskerne er nogle af de bedste i verden til at sende deres tomme flasker og dåser retur. Faktisk kommer hele 9 ud af 10 retur til genanvendelse, og de forventer, at tilføjelsen til pantfamilien vil ske uden problemer.

”Vi er glade for, at saft og juice bliver del af pantsystemet, da det ligner det, vi allerede indsamler, og har rigtig god erfaring med at håndtere og sende til genanvendelse. Det gør det nemt for os at integrere emballagerne i vores cirkulære økonomiske pantsystem”, siger administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.

http://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/der-kommer-pant-paa-juice-og-saftflasker/

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt 30671390