Skip to main content

Dansk Retursystem ruster medarbejderne til fremtiden

Pressemeddelelse   •   Jan 11, 2017 06:15 CET

Dansk Retursystem udvikler kompetencer hos medarbejderne, inden virksomheden om et par år flytter og bygger nye og mere avancerede fabrikker. Miljøvirksomheden, som driver det danske pantsystem, har derfor åbnet eget uddannelsescenter for alle interesserede medarbejdere.

Ny teknik kræver ny viden. Flere af Dansk Retursystems operatører skal opkvalificeres i dansk og matematik for at kunne betjene mere avancerede maskiner i virksomhedens nye fabrikker. Andre kolleger skal uddannes på erhvervsuddannelsesniveau – fx som procesoperatører.

”Jeg glæder mig til at blive bedre til både at læse og skrive. Og det er en rigtigt god ting, at virksomheden vil hjælpe folk, der ikke er up to date”, siger Lise Steffensen, der arbejder som operatør i Dansk Retursystem og er en af de medarbejdere, der er begyndt til danskundervisning.

Alle får tilbuddet

55 medarbejdere i Dansk Retursystems nuværende produktioner i Løsning og Hedehusene er startet på undervisning i dansk og ordblinde-teknikker i op til 6 timer om ugen. Det svarer til knap 40 % af alle produktionsmedarbejdere i virksomheden. Målet er at få så mange som muligt op på et niveau, der kvalificerer til yderlige erhvervsfaglig uddannelse eller opkvalificering.


”Det er vigtigt for os som virksomhed at være socialt ansvarlige og tilbyde medarbejdere mulighed for at blive dygtigere. Alle, der har behov for undervisning i dansk, matematik og ordblindeteknikker, får lov til at deltage – og et overvældende flertal har sagt ja til at blive opkvalificeret, så det er faktisk næsten ikke til at få armene ned”, siger Marie Overskov Dam, projektleder i Dansk Retursystem.

Lærere fra VUC står for undervisningen, der foregår i Dansk Retursystems lokaler i Hedehusene og Løsning. Undervisningsmaterialet består bl.a. af artikler fra virksomhedens hjemmeside, intranet og virksomhedens eget skolemateriale om genanvendelse.

”Så ikke alene bliver medarbejderne dygtigere. De får samtidig øget kendskab til virksomheden og bliver mere fortrolige med at bruge IT i arbejdssituationer. Når undervisningen foregår hos os, er det nemt for medarbejderne at komme til og fra undervisningen, og vi kan samtidig skræddersy undervisningen”, siger Marie Overskov Dam.

Dansk Retursystems uddannelsescenter opkvalificerer i alt 55 kolleger i virksomheden i dansk og ordblindeteknikker. Det første hold har allerede været til trinprøve, og de resterende hold skal til prøve i februar og marts 2017. En central del af Dansk Retursystems opkvalificering af medarbejderne betyder også, at 20 kolleger i løbet af det næste års tid er i gang med uddannelser til procesoperatør, industrioperatør og automatiktekniker. 

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.