Pressemeddelelse -

Pantstationen i Høje Taastrup skal bygges om

Der er ny teknologi på vej til Høje Taastrup Pantstation, der er blevet udvalgt som teststation. Fremover skal de tomme flasker og dåser hældes i en sluse, hvor de optælles og mases med det samme.


Dansk Retursystem, der driver pantstationen på genbrugsstationen i Høje Taastrup, arbejder løbende på forskellige muligheder, der skal gøre det endnu lettere for forbrugerne at aflevere pant. Så hvis du er en af de mange, der bruger Pantstationen i Høje Taastrup, så kan du godt glæde dig til, at det nu bliver endnu smartere at aflevere meget pant på én gang. Fremover behøver du ingen pantsæk, og pengene for panten udbetales med det samme.

”Det seneste år har vi testet en mobil løsning kaldet Drop & Go, hvor forbrugerne kunne masseaflevere – og få deres pantpenge med det samme, som man kender det fra flaskeautomaten. Vi vil gerne se, om denne løsning kan bruges på pantstationerne, og derfor tester vi i første omgang ved at ombygge pantstationen i Høje Taastrup”, siger Marlene Fris, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem.

Pantstationen er fortsat en løsning til de forbrugere, der gerne vil aflevere mange emballager på én gang så nemt og bekvemt som muligt. Det nye er, at forbrugerne nu kan komme med de tomme flasker og dåser i en papkasse, plastsæk eller sågar på en trailer.

”Helt konkret hælder du dine tomme flasker og dåser ned i en sluse, hvorefter de bliver talt automatisk, så panten kan overføres direkte til dig. Det er en fordel for dig som forbruger, fordi du får dine penge hurtigere, end det er tilfældet, når du benytter pantstationen i dag. Det er også hensigtsmæssigt for os, fordi vi skal tømme stationen sjældnere. For når dåser og flasker er komprimeret, fylder de mindre. Så skal vi køre færre gange, og det er bedre for miljøet”, siger Marlene Fris.

Mens den nye teknologi indbygges i pantstationen, kan der afleveres pant i den mobile Drop & Go-løsning. Så får forbrugerne en forsmag på, hvad der venter dem, når ombygningen af pantstationen er færdig. Pantstationen genåbner i maj.

Åbningstider: Pantstationen har åbent alle dage kl. 10-18 – i helligdagene dog kl. 10-16.


FAKTA

Aflevering af tomme flasker og dåser

Du kan fortsat aflevere alle dåser og flasker med pant på i aluminium, plastik og glas. Du må også hælde dåser uden pant i slusen. Du får naturligvis ikke pant for dem, men du sikrer, at de bliver genanvendt.

Udbetaling af pant

Når du indlæser dit kort ved afleveringen, får du pengene sat direkte ind på din konto næste bankdag. Så skal du ikke bekymre dig om pantbon eller kontanter. Vi har valgt en digital kortløsning, som tilgodeser langt de fleste forbrugere i dag.

Pantsækkene

Når pantstationen lukker ned 23. april, vil det ikke længere være nødvendigt at bruge pantsække, da man hælder sin pantemballager direkte ned i Drop & Go – og senere i den ombyggede pantstation. Man kan fortsat få pant for sin pantsæk, da der vil være en scanner til formålet.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt 30671390