Skip to main content

Skolebørn er vilde med at genanvende

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2016 05:45 CET

Malvina, Cecilie og Sophia fra 1. klasse på Nors Skole sidder med nogle af de mange indsamlede dåser.

1. klasse fra Nors Skole sprængte skalaen og samlede ufattelige 37.124 dåser og flasker og vandt dermed Dansk Retursystems konkurrence om at blive "Dåserydderens bedste miljøvenner". I år var skoleklasserne mere engagerede end nogensinde før, og ikke bare i at vinde, men også i at lære om miljø og genanvendelse.

Det blev 1.klasse fra Nors Skole i Nordjylland, som løb med titlen som "Dåserydderens bedste miljøvenner" i Dansk Retursystems konkurrence for 0.-4. klasser om at samle flest dåser og flasker til genanvendelse. Det stod klart mandag den 21. november efter en intenst slutspurt, hvor det samlede antal nåede op på svimlende 160.615 tomme emballager.

Vinderklassen samlede 37.124 dåser sammen i løbet af de fire uger, konkurrencen løb. Det svarer til 1.485 pr. elev. Det er knap 10.000 mere end klassen, der fik andenpladsen, havde samlet sammen. Og det er mere end syv gange så mange dåser og flasker, som vinderklassen sidste år nåede at samle sammen. Og det viste sig da også, at de ihærdige elever ikke bare selv havde smøget ærmerne op, de havde også formået at mobilisere hele lokalsamfundet, som nu er drænet for tomme dåser og flasker:

”Både elever og forældre har været meget engagerede. Alle har hjulpet med at samle, og det har været en god proces. Det er skønt at se, at eleverne går op i at passe på vores natur og miljø,” fortæller børnenes matematiklærer, Mette Pedersen.

Det er andet år, Dansk Retursystem afholder konkurrencen, som er en del af et undervisningsunivers, hvor børnene på en sjov og spændende måde lærer om, hvorfor det er vigtigt at genanvende og om, hvordan vi sparer på jordens ressourcer.

Og der er tilsyneladende håb for kloden. For lærere overalt i landet fortæller, at eleverne ikke bare er gået op i at samle dåser – de har også kastet sig over emnet, og har masser på hjerte og mod på at være rollemodeller for søskende og forældre. Og det er søde toner for miljøchef i Dansk Retursystem, Hanne Svenningsen:

”Når brugte dåser smeltes om til nye, sparer vi råstoffer og energi, og når børnene får den slags gode miljøvaner, lover det godt for fremtiden, for deres adfærd smitter ofte af på både forældre og vennerne.”

Dansk Retursystem står for at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Her håber man, at kampagnen kan bidrage til at lære børn gode miljøvaner så tidligt som muligt, så det at genanvende bliver en naturlig del af deres hverdag. Hver dag modtager Dansk Retursystem 3.5 mio. dåser og flasker. Det bliver til 1.1 mia. om året.