Skip to main content

Uddannelsessted: Jobgaranti til ledige

Nyhed   •   Feb 13, 2019 09:59 CET

Chaufførmangel i Nordjylland

Markant vækst i den danske transportsektor smitter af på godsvognmændene i Region Nordjylland, hvor der bliver brug for endnu flere chauffører i 2019.

Nordjyllands vognmænd forventer en vækst i antal medarbejdere på 4,8 procent i 2019. Det fremgår af en stor landsdækkende undersøgelse foretaget af Voxmeter for DEKRA, hvor 500 vognmænd er spurgt til deres vækst og forventninger.

Undersøgelsen viser et stort behov for nye medarbejdere, både på kort og lang sigt. Konkret viser undersøgelsen at næsten 20% af de adspurgte vognmænd i Nordjylland har brug for chauffører i første kvartal 2019. Samtidig viser undersøgelser fra Danmarks Statistik, at næsten halvdelen af Danmarks lastbilchauffører er 50 år eller derover. Vognmændene har derfor travlt med at følge med både den forventede vækst og den naturlige afgang der er blandt deres ældre chauffører.

Jobgaranti til ledige fortsætter

DEKRA AMU Center Nordjylland som blandt andet tilbyder kurser til lastbil og bus fortsætter derfor med deres jobgaranti i 2019.

Jobgarantien til ledige er en skriftlig garanti på at den ledige får et ordinært arbejde på min. 30 timer om ugen senest 3 måneder efter at han/hun har modtaget sine kursusbeviser. Hos DEKRA AMU Center Nordjylland forventer man at kunne hjælpe mellem 50-100 ledige i arbejde via jobgarantien i 2019. ”Siden vi indførte jobgarantien i 2016 har vi hvert år hjulpet mange ledige i arbejde i samarbejde med jobcentrene. Vi får et stigende antal henvendelser fra vognmænd som gerne vil have vores hjælp til at finde nye medarbejdere. Vi glæder os til at hjælpe så mange som muligt i arbejde – hvad enten det er ledige eller folk som gerne vil skifte branche til transportbranchen. ” Udtaler Driftsdirektør hos DEKRA AMU Center Nordjylland, Mette Brigler

En af de kursister som har fået Jobgaranti fra DEKRA AMU Center Nordjylland er 44-årige Leo Hyldgaard. Han var tidligere ansat som skadedyrsbekæmper, men var blevet ledig. En rækker venner anbefalede busbranchen og derfor deltog han et informationsmøde for ledige hos DEKRA i Nørresundby. Her fik han tilbudt jobgaranti og allerede ugen efter var han i gang på kurset. Leo blev færdig med kurserne i midten af november og startede hos Terndrup busser den 14. januar.

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument