Skip to main content

Midtjyllands vognmænd har travlt med at finde nye chauffører

Pressemeddelelse   •   Jan 25, 2019 10:10 CET

Vognmændene i Midtjylland havde 4,9 procent flere chauffører ved udgangen af 2018 end ved begyndelsen af året.

Markant vækst i den danske transportsektor smitter af på godsvognmændene i Region Midtjylland, hvor der er blevet ansat mange nye chauffører i 2018. Midtjyllands vognmænd havde 4,9 procent flere chauffører ved udgangen af 2018 end ved begyndelsen af året.

Det fremgår af en stor undersøgelse foretaget af Voxmeter for DEKRA. 500 godsvognmænd fra hele landet, der repræsenterer 5.000 chauffører, har deltaget i undersøgelsen, der spørger til vognmændenes vækst i 2018 og deres forventninger til det kommende år.

Erfarne vognmænd har højere forventninger

Midtjyllands vognmandsforretninger stiftet før 2010 har markant højere forventninger til 2019 end nye vognmandsforretninger stiftet fra 2010.

De erfarne vognmænd forventer en vækst i antal chauffører på 8,9 procent, mens nye vognmænd blot forventer vækst på 1,1 procent.

Et travlt 2019

Vognmændene har dog generelt store forventninger til 2019. Undersøgelsen viser at vognmænd i Region Midtjylland forventer at ville have 4,7% flere chauffører end de har i dag. Det er især offentlige anlægsinvesteringer samt vækst i økonomien, som øger transportbehovet. Samlet set viser undersøgelsen, at de danske godsvognmænd i Danmark får brug for 2.500 ekstra chauffører i 2019.

Fart på hos lokal vognmand

En af de virksomheder som har oplevet meget stor vækst i 2018 er Demstrup Autotransport, som er placeret lidt udenfor Viborg.

Her er der i dag 90 chauffører ansat mod 59 i starten af 2018 - en stigning på 52%.

Demstrup Autotransport vandt i 2017 et stort udbud om distribution af løs cement for Aalborg Portland i Nord- og Midtjylland samt på Sjælland med start i 2018. Det har betydet både flere medarbejdere og større vognpark.

Om DEKRA

DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.

DEKRA har kontorer i mere end 50 lande og beskæftiger over 39.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.

I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.

DEKRA dækker hele Danmark.