Nyhed -

Nye regler om fremtidsfuldmagter

Den nye lov om fremtidsfuldmagter trådte i kraft den 1. september 2017. Læs mere om det helt nye system og betydningen for dig lige her.

Den nye lov om fremtidsfuldmagter trådte i kraft den 1. september 2017. Det betyder, at der nu er åbnet op for et helt nyt system med registrerede fuldmagter, som kan tilgås offentligt.

Lovens ikrafttræden medfører en helt ny form for fuldmagter – de såkaldte fremtidsfuldmagter. Fremtidsfuldmagterne er et alternativ til de allerede eksisterende almindelige aftaleretlige fuldmagter. Forskellen mellem de nye fuldmagter og de aftaleretlige fuldmagter er, at de nye fremtidsfuldmagter er en del af en lovreguleret ordning. Det indebærer bl.a., at fremtidsfuldmagterne bliver offentliggjort i Fremtidsfuldmagtsregisteret.

De to trin

Når man opretter en fremtidsfuldmagt udpeger man en eller flere fremtidsfuldmægtige, der skal varetage ens personlige og/eller økonomiske forhold, såfremt man på et tidspunkt i fremtiden ikke længere selv er i stand hertil. Fuldmagten får først virkning, den dag den sættes i kraft af Statsforvaltningen.

En fremtidsfuldmagt kan omfatte både personlige og økonomiske forhold, og fuldmagtens indhold afhænger af, hvad man som fuldmagtsgiver har bestemt. En fuldmagt kan således for eksempel omfatte muligheden for at ansøge kommunen om hjælpeforanstaltninger eller indgå retshandler og kontrakter af enhver art.

Justitsministeriet har udarbejdet en vejledning om de nye fremtidsfuldmagter. Heraf fremgår det, at processen med at oprette en fremtidsfuldmagt udgøres af to trin. Først og fremmest skal fremtidsfuldmagten registreres og underskrives digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret. Dette gøres på selvbetjeningsløsningen, der kan tilgås via tinglysning.dk. Efterfølgende skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar, der ligeledes påtegner fuldmagten digitalt. Dette skal ske indenfor 6 måneder efter fuldmagtens oprettelse. Herefter ligger fuldmagten i systemet, indtil den i fremtiden sættes i kraft af Statsforvaltningen efter anmodning fra fuldmagtsgiver eller de fremtidsfuldmægtige.

De ”gamle” fuldmagter

Med oprettelsen af det nye fuldmagtssystem opstår spørgsmålet om, hvad det har af betydning for de allerede oprettede aftaleretlige fuldmagters gyldighed. Svaret på dette spørgsmål er formentlig, at det nye system ikke ændrer på disse fuldmagters gyldighed.

Justitsministeriet nævner ikke direkte problemstillingen i vejledningen til fremtidsfuldmagterne men nævner dog, at en fremtidsfuldmagt, når den er sat i kraft, kan bruges til at tilbagekalde almindelige aftaleretlige fuldmagter, som fuldmagtsgiver tidligere har givet til andre.

Da en fremtidsfuldmagt kan bruges til at tilbagekalde almindelige aftaleretlige fuldmagter, må disse betragtes som gyldige i det omfang, de ikke er aktivt tilbagekaldt af fuldmagtsgiver eller den fremtidsfuldmægtige.

Det kan være svært at få overblik over de nye regler, og de muligheder der nu er for at oprette en fuldmagt. Hvis du ønsker at oprette en fuldmagt, eller har lyst til at høre nærmere om mulighederne herfor, kan du kontakte advokat Stefan W. von Fintel, der vil være dig behjælpelig hermed.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • fremtidsfuldmagterne
  • privatret