Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Alligatorskildpadden på Den Blå Planet er en ny art

Amerikanske forskere har opdaget, at alligatorskildpadderne fordeler sig på tre arter. Hidtil har man troet, der kun fandtes en enkelt art.

Den Blå Planets alligatorskildpadde har været god til at holde på sin hemmelighed, men nu er den altså afsløret. Alligatorskildpadden på Den Blå Planet skifter art.

De amerikanske forskere sammenlignede skildpaddernes skjolde og opdagede, at de kunne sorteres i tre typer. DNA-undersøgelser afslørerede herefter, at der var tale om tre forskellige arter. Den ene af de tre arter beholder nu det oprindelige videnskabelige artsnavn, mens de to andre får nye navne og bliver ”nye” arter.

”Vi måtte naturligvis vide, hvilken af de tre arter, som vores skildpadde tilhører. Efter indgående studier af dens skjold, er vi nu sikre på, at vi skal have skiftet artsskiltet ud, så der fremover står Macrochelys apalachicolae,” siger forskningschef Peter Gravlund, Den Blå Planet.

Alligatorskildpadder lever i sumpe og vådområder i det sydøstlige USA. De når en vægt på omkring 80 kilo og er kendt for deres hidsige temperament og yderst kraftfulde kæber, der uden problem kan klippe fingre og tæer af et menneske. De lever af små fisk, som de lokker hen til munden ved at bevæge tungen, som var den et lille lækkert byttedyr.

Kortlægning og avlssamarbejde om alligatorskildpadden

Alligator snapskildpadder er populære dyr i akvarier og zoologiske haver og Den Blå Planet vil nu stå bag en kortlægning af de tre arters fordeling verden over.

”I akvarierne samarbejder vi om dyrehold og opdræt på tværs og gennem en kortlægning af de tre arters fordeling, kan vi sikre, at vi får parret de rigtige skildpadder med hinanden. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at denne opdagelse kan hjælpe med til, at vi en dag kan opleve små alligatorskildpadde-unger på Den Blå Planet,” siger Peter Gravlund.

Emner


Eventyret om Danmarks Akvarium begynder juleaftensdag 1934.

Ingeniør Knud Højgaard og hans søn, zoologen Mogens Højgaard, går deres årlige tur gennem skoven. Sønnen Mogens beskriver sin drøm om at bygge drivhuse til padder og fisk, hvis han altså ejede skoven.

Den Blå Planet tager afsæt i Danmarks Akvariums eksisterende fundats med fokus på udstilling, formidling, undervisning, forskning, miljø og naturbevarelse.

Vi får børn og voksnes hjerter til at banke for vandets forunderlige liv

Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.

Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium
Jacob Fortlingsvej 1
2770 Kastrup
Denmark