Skip to main content

​Tør du røre hajer og rokker?

Pressemeddelelse   •   Jul 01, 2019 10:03 CEST

Nyt rørebassin på Den Blå Planet - kom helt tæt på hajer og rokker.

Den Blå Planet har netop åbnet et nyt tropisk rørebassin, hvor gæsterne kan komme helt tæt på tropiske arter som hajer og rokker. Så tæt på, at der er risiko for våde ærmer og garanti for våde fingre.

På den Blå Planet skal gæsterne ikke længere nøjes med at observere smukke fisk bag en tyk akvarierude. I det nye rørebassin, som er sommerens nyhed på Den Blå Planet, kan du lægge dig på maven, stikke hånden ned i det lune tropiske vand og mærke en rokkes glatte hud, mens den svæver væk under håndfladen. I næste nu kommer en haj forbi; og du kan mærke dens ru hud, der føles som sandpapir i forhold til rokkens glatte overflade. Dyrepasserne beskriver det som en skrællet mango, men kom ud, rør og bedøm selv.

Et rørebassin på dyrenes præmisser

Bassinet er skabt som et lille udsnit af en tropisk mangrove, hvor gæsterne lærer de fantastiske dyr, der lever i overgangen mellem land, koralrev og de store oceaner, at kende. Rørebassinet er designet med en konstant vandstrøm, så rokkerne naturligt vil svæve rundt i en tro kopi af deres naturlige levesteder, og anlægget er indrettet, så dyrene kan søge væk, og kontakten med gæsterne foregår på dyrenes præmisser.

Mangroverne har en vigtig betydning for havenes økosystem, og i det tropiske rørebassin på den Blå Planet lever flere haj- og rokkearter, f.eks. konæserokke og koralrødhaj. Der er naturligvis tale om ufarlige dyr, som ikke bliver stressede af at blive berørt.

Er hajer farlige?

Gæsterne kan selv gå på opdagelse og få information fra de digitale formidlingsskærme og blive guidet i, hvordan man kan røre dyrene på en sikker og skånsom måde for både dyr og mennesker. Rørebassinet bliver også en del af Den Blå Planets dagsprogram, med daglige fodringer, hvor en dyrepasser vil fortælle spændende historier om mangroven.
Mødet med de levende hajer og rokker vil desuden hjælpe til at afmystificere de utallige og ofte ubegrundede skrækhistorier, der eksisterer om disse arter.

”En meget betydningsfuld del af vores gæsters oplevelse er at komme helt tæt på dyrene. Det er en oplevelse, der sætter sig dybt i både børn og voksne og vækker en større respekt for havets liv”, siger Jon Diderichsen, direktør på Den Blå Planet: ”Vores fornemmeste opgave er nemlig at medvirke til, at vores gæster går herfra som aktive naturambassadører.”

Disse arter kan du møde i rørebassinet:

Koralrødhaj
Bambushaj
Konæserokke
Leopardpiskerokke
Søstjerner
Eremitkrebs
Snegle 

Den Blå Planet er Danmarks nationale akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.
Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr. Vi er Nordeuropas mest visionære akvarium og dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet blev sat i verden for 80 år siden.