Pressemeddelelse -

Designstuderende skridtede fremtidens sko af i Tønder

En herresko med hæl, en olympisk børnesko, en nytænkning af den klassiske fodformede. Studerende fra Designskolen Kolding præsenterede fremtiden for skokoncernen ECCO med en opfordring om at være tro mod sig selv

- Det handler ikke om skoene. Det handler om mennesker. Jeg vil hellere, at I går herfra som bedre mennesker end bedre designere. Sammen er vi bedre.

Devisen er  D’Wayne Edwards, tidligere chefdesigner for NIKE og manden bag de berømte sportssko, Air Jordan, som sidder på fødderne af den amerikanske basketball-stjerne Michael Jordan. D'Wayne er ligeledes manden bag det amerikanske akademi for skodesign, PENSOLE, som ligger i Portland. Igennem de seneste fem uger har Dwayne vejledt og guidet studerende på Designskolen Kolding i at designe fodtøj. 

Med ord fra hjertet startede Edwards dagen med en sand peptalk rettet mod de knap tredive studerende, der sad klar til at præstere foran et panel bestående af et talstærkt designteam fra ECCO, der har til huse i den sydjyske by Tønder.

- I dag er jeres dag. Det, der betyder noget er jeres indsats. Så er det mindre vigtigt hvilket resultat, der kommer ud af det. Ej scenen, gå frem, benyt hele gulvet, bliv komfortable og vær tro mod jer selv, lød det fra Edwards.

Diversitet

Det er tredje gang, at D´Wayne Edwards gæster Designskolen Kolding for at samarbejde med ECCO og de studerende. I år var han ledsaget af sine to kollegaer fra Pensole Academy Suzette Henry og Wichaya Chantarasamee.
Og de amerikanske gæster var minst lige så spændte som de godt 30 studerende, der fordelt på fire grupper præsenterede forskellige variationer over samme produkt, netop skoen. Og variationer var der mange af: én gruppe præsenterede en serie af børnesko tænkt til de olympiske lege i Tokyo 2020. En anden gruppe var fokuseret på det unge publikum med mod til at skille sig ud, en tredje udfordrede det urbane med guld, glitter og et stramt, arkitektonisk udtryk.

Et frisk pust
For ECCO CASUALs divisionsdirektør Rudy J. Haslbeck er det som at få et frisk pust, når de studerende fremlægger deres projekter.

- For mig personligt er det en inspirationsrejse. De studerende er ikke inficeret af industrien og tænker ikke så meget over produktion, omkostninger og om skoen overhovedet kan lade sig gøre. Det er jomfrueligt og frisk. Det giver mig en drivkraft, som jeg kan tage med ind i den næste kollektion.

Alle projekter skal nu udstilles i ECCOs afdeling i Bredebro for netop at inspirere koncernens medarbejdere.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • uddannelse
  • innovation
  • ecco
  • designskolenkolding
  • design
  • accessories

Designskolen Kolding bygger på traditionen for dansk design og sætter fokus på design, som giver mening. Vi tror på, at forholder man sig til historien og traditionen, kan man skabe noget nyt. Skolens læringstilgang er, at vi ikke giver svaret, vi finder svaret sammen.

Kontakt

Charlotte Melin

Kommunikationschef 40865157