Pressemeddelelse -

Mere gak, tak!

Studerende fra verdens første kandidatuddannelse i leg og design iscenesætter Designskolen Koldings bidrag til årets Milan Design Week.

Et bord dækket med et væld af giftfrie farver, et bjerg af tallerkener, glas og kolber der forener sig med lugte, lyde, lys og vand og inviterer dig til at smide hæmningerne for at dykke ned i barndommens univers.

Med verdens største legeplads for design som kulisse retter Designskolen Koldings bidrag til Milan Design Week spotlyset på legens univers og sætter scenen for en interaktiv og dynamisk hands-on dialog. Installationen The Play stiller skarpt på legen, som er et vigtigt greb i at designe løsninger, ifølge Skandinaviens første professor i leg, Helle Marie Skovbjerg, fra Designskolen Kolding:

- Design, der har noget gakket og pjattet over sig, kan virkelig noget, for det er netop i mellemrummet mellem det fornuftige og det gakkede, at der ligger en stor kvalitet i legen. Det er det, der kan drive os frem og overskride vores gængse koder, om hvordan ting skal være.

Farvernes væsen

The Play er koreograferet af uddannelsens første kuld studerende på kandidatuddannelsen Design for Play og udspringer af en workshop, hvor holdet udforskede farvernes væsen og improviserede farvesammensætninger i et slaraffenland af stilleben-opsat service. Installationen er et improviseret snapshot af, hvad man kan blive kastet ud i på uddannelsen:

- Det handler i høj grad om at ruste de studerende til at lave godt lege-design – at få inkorporeret forskning i den konkrete uddannelse, som vi udbyder. Noget af det, vi har mulighed for, når vi designer til leg, er at undersøge følelser, tilstande eller relationer mellem mennesker, og det er der, det er virkelig spændende, siger Helle Marie Skovbjerg.

Den dugfriske kandidatuddannelse i Design for Play, som blev skudt i gang i fjor er internationalt unik, og tager afsæt i en stærk, skandinavisk designtradition. Uddannelsen er udviklet i tæt dialog med LEGO Foundation og LEGO koncernen, og har nogle af verdens bedste designere, forskere og videnspartnere tilknyttet. Med Design for Play er det ambitionen at skabe Skandinaviens centrum for leg og design, som et forbillede på, hvordan designforskning og -uddannelse med afsæt i legen kan skabe forandring.

Forskud på legen gav prisnominering
Designskolen Kolding tog første gang hul på legen ved sidste års Milan Design Week med skabelsen af et klassisk supermarked fyldt med spins over kendte prototyper, udformet og produceret af spildprodukter fra virksomheder. Udstillingen Super Supermarket blev nomineret til en Milan Design Award og udvalgt til ”must-see” af udstillingsarrangørerne.

The Play kan opleves i det vibrerende centrum af Milano, Ventura Future, Viale Abruzzi 42, når Milan Design Week løber af stablen 17. – 22. april 2018. Åbningstider: Alle dage 10.00 - 20.00 på nær søndag, hvor udstillingen er åben 10.00 - 18.00. Torsdag den 19. april er der officiel åbning kl. 19.00.

Kurator: Tina Midtgaard
Kunstnerisk iscenesætter: Rune Fjord
Legedesign: Studerende fra Design for Play

Tak til LEGO Foundation, Augustinus Fonden, Kolding Kommune, Designit og KVADRAT.


Designskolen Kolding bygger på traditionen for dansk design og sætter fokus på design, som giver mening. Vi tror på, at forholder man sig til historien og traditionen, kan man skabe noget nyt. Skolens læringstilgang er, at vi ikke giver svaret, vi finder svaret sammen.

Kontakt

Charlotte Melin

Kommunikationschef 40865157