Pressemeddelelse -

​Mere motorolie på Designskolen

Design er ikke kun kjoler og sirlige væveøvelser. Designskolen Koldings studerende bidrager med mere langskæggede projekter som design til rumfart og sportsvogne. En anderledes og åben optagelsesprøve til uddannelsen skal lokke flere mænd til.

Flere kvinder i bestyrelser, på direktionsgange, og hvor der nu ellers mangler ligelig fordeling er et hot emne. På Designskolen Kolding ser man også problemet – men med modsat fortegn. For kun godt en fjerdedel af de studerende er mænd. At M/K blandingsforholdet er ujævnt, er der ikke umiddelbart en forklaring på. Skolen optager studerende på deres talent, nærmere beskrevet ’potentiale, passion og vilje’. Karaktertræk, der er pænt kønsneutrale. Og at der skulle være noget særligt piget over undervisningen holder heller ikke vand. Alle personligheder får rig mulighed for at udfolde sig på skolen, fortæller fagleder Peter Barker:

- Vi havde for eksempel en rigtig Top Gear-ting hvor tre bachelor-studerende fra industrielt design fik til opgave at designe et karrosseri i kulfiber til en ny, lille sportsvogn, i stil med den britiske Lotus Elise. Det omfattede både sketching, computertegning og bygningen af en endelig model i 1:4. En ekspert fra det engelske Coventry University gav sparring, og resultatet blev en stor succes. Det var tre drenge, der gik sammen om at løse opgaven, der designmæssigt var meget kompliceret – og de gjorde det godt, siger faglederen.

Arbejd for NASA
Og nå ja, NASA er også blandt skolens mange samarbejdspartnere - et projekt som blev sat i luften via en ekstern konsulent med gode kontakter i Houston:
- Det vil tage 220 dage at flyve til Mars, og mindst lige så lang tid retur. NASA søgte derfor ideer til indretning af den lille rumkapsel for at gøre rejsen så behagelig for astronauterne som muligt. En gruppe på tre master-studerende gik til opgaven med hud og hår og låste sig blandt andet inde i en lille lejlighed i 40 timer, med samme udstyr som til en rumrejse, og så registrerede de hele forløbet med ét foto i minuttet. De sørgede også for at afspille raket-støj konstant, og bortset fra tyngdekraften var set-uppet i det hele taget ret realistisk. Den type indsigt og indlevelse kom der nogle ret formidable projekter ud af. Helt generelt er det altid godt med virksomhedssamarbejder, men her var det jo en helt særlig ære at være udvalgt, siger Peter Barker.

Klassikerne lever fortsat
Selvom skolens undervisningsprojekter spænder vidt, er klassikere stadig på tegnebordet. De studerende designer både stole, lamper og tekstiler til hoteller og under uddannelsen lærer stadig at skitsere og formgive. Det er evnen til at undersøge og registrere, behandle og udvikle form, funktion, materialer og medier, der bliver fremelsket på skolen. Så opfordringen til drengene er at se gennem stereotyperne og tjekke den nye, åbne optagelsesprocedure ud, før KOT-fristen den 15. marts.
Alternativt kan man møde undervisere og studerende - af begge køn - når Designskolen Kolding holder Åbent Hus lørdag den 3. februar. Det foregår kl. 10 - 16 på Ågade 10 i Kolding.


Designskolen Kolding bygger på traditionen for dansk design og sætter fokus på design, som giver mening. Vi tror på, at forholder man sig til historien og traditionen, kan man skabe noget nyt. Skolens læringstilgang er, at vi ikke giver svaret, vi finder svaret sammen.

Kontakt

Charlotte Melin

Kommunikationschef 40865157