Pressemeddelelse -

Unge talenter dyster om modepris

Fire modedesignere fra Designskolen Kolding er udtaget til Designer’s Nest.

Hotel d'Angleterre danner tirsdag den 30. januar endnu engang den fornemme ramme om Skandinaviens mest betydningsfulde talentkonkurrence Designers Nest med deltagelse af de bedste designstuderende fra de skandinaviske designskoler. Blandt de 30 spirende talenter, der vil indtage catwalken for at præsenterer deres kollektioner, er fire modestuderende fra Designskolen Kolding:

Helene Stahl Holm har skabt en kollektion, der handler om kvindens selvstændiggørelse. I sin research har hun bl.a. studeret maskuline jakkesæt:
- Ofte vælger kvinder at iklæde sig jakkesæt ved større og seriøse forretningsbegivenheder for at blive taget alvorligt fremfor at blive gjort til genstand for seksuelt begær. Jeg har skabt en kollektion, der får kvinder til at udstråle styrke og selvtillid men som samtidigt tillader dem at føle sig feminine, lyder det fra Helene.

Marie Due og Karoline Heide har sammen skabt projekt, hvor de har stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi skabe en modekollektion, hvor elementer af designprocessen er synlige, baseret på metoden “bricolage”?

- Vi har samlet genbrugstøj uden salgsværdi og kombineret delene på nye måder. Vi brugte tøjet til at tilføje en æstetisk værdi til designprocessen. Ved at kombinere delene skabte vi et interessant univers med nøgleordene: fattet, dekonstrueret, humor, poetisk, genkendelig. Vores farver, materialer og former er baseret på dette legende og intuitive univers. Resultatet er en modekollektion med en klar forståelse af en dekonstrueret æstetik, siger Marie og Karoline.

Sofie Pazdecki har undersøgt kønskonstruktioner og en mere nuanceret feminin æstetik i Sofia Coppolas film The VIrgin Suicides:

- Mit mål har været, som Sofia Coppola gør det, at bruge de feminine æstetikker som værktøj til at sætte spørgsmålstegn ved og rette kritik mod reaktionerne fra verden og tingsliggørelsen af kvinder, herunder de stereotype egenskaber, der forbindes med konventionel feminin æstetik, siger Sofie.

Designers Nest
Designers Nest' er en talentkonkurrence for nyuddannede designere fra de nordiske designskoler og finder sted i forbindelse med Copenhagen Fashion Week. Konkurrencens formål er at præsentere og markedsføre nye talenter overfor internationale købere, modefirmaer, presse og trendsættere. Prisen er på 50.000 kr, og forventes at blive overrakt af H. K. H. Kronprinsesse Mary, der er protektor.

Designers' Nest showet finder sted på Hotel D'angleterre den 30. januar 2018 kl 16.00.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Designskolen Kolding bygger på traditionen for dansk design og sætter fokus på design, som giver mening. Vi tror på, at forholder man sig til historien og traditionen, kan man skabe noget nyt. Skolens læringstilgang er, at vi ikke giver svaret, vi finder svaret sammen.

Kontakt

Charlotte Melin

Kommunikationschef 40865157