Skip to main content

Ny millionær fundet i Middelfart

Pressemeddelelse   •   Aug 14, 2017 13:31 CEST

Foto: Nabolotteriet

Søndag aften er millionen i Nabolotteriet for første gang faldet i Middelfart – og det spreder glæde, da millionen udløser sidegevinster til andre i byen.

Middelfart: Der er god grund til at smile lidt ekstra i Middelfart for tiden. Søndag den 13. august 2017 er hovedgevinsten på 1 Million i Nabolotteriet nemlig faldet i den fynske by, hvilket er første gang siden lotteriet blev lanceret den 7. maj 2017.

”Jeg er helt konfus, så hvad gevinsten skal bruges til ved jeg ikke på stående fod”, lyder det fra den glade vinder, som ønsker at være anonym - ”nu vil jeg invitere min kone på en sjus, for det skal fejres”, tilføjer den nyslåede millionær med et klukkende grin.

Og det er ikke kun den nykårede millionær, som glæder sig over søndagens trækning, for millionen har samtidig udløst masser af sidegevinster til de spillere, der bor tættest på vinderen af millionen.

En af dem der har vundet sidegevinster er Else. Hun vandt 115.000 kroner på sine 5 lodder – og det kommer som en glædelig overraskelse for hende.

”Jeg har ikke spillet med så længe, og jeg købte mine lodder, fordi jeg kender Jens Peter, som har vundet en stor gevinst tidligere i spillet”, lyder det fra Else.

Else har da også allerede en god idé til hvordan noget af gevinsten skal bruges ”om en uge skal jeg holde kobberbryllup for 100 mennesker, så her skal der nok bruges lidt. Og så tror jeg også vi skal ud at rejse”, afslutter hun med et smil.

Hver søndag kl.19:00 trækker Nabolotteriet lod om millionen og de mange sidegevinster. 

Lotteri har danskerne kunnet spille i århundreder. Faktisk er Klasselotteriet Danmarks ældste lotteri og en af landets ældste virksomheder. Historien går helt tilbage til 29. juni 1753, hvor Frederik 5. ved kongelig forordning gav Det Kongelige Opfostringshus privilegium til at drive lotteri. I 1754 blev de første trækninger foretaget på Charlottenborg i København. Men allerede i 1771 fratog Struensee dem privilegiet, og lotteriet har siden været ejet af Den Danske Stat.