Skip to main content

Den Danske Frimurerorden sikrer nye møbler til headspace Helsingør efter skimmelsvamp

Pressemeddelelse   •   Apr 23, 2019 13:46 CEST

I efteråret blev headspace Helsingør ramt af skimmelsvamp, og centret var nødt til at flytte til nye, midlertidige lokaler. Det nye permanente headspace-hus er endnu ikke fundet, men nu har en donation på 25.000 kr. fra Den Danske Frimurerorden sikret, at centret kan anskaffe sig nye møbler.

Og pengene falder på et tørt sted. For headspace Helsingør mistede alle sine møbler til skimmelsvampen.

”Vores møbler stod ikke til at redde. Svampen havde simpelthen sat sig for godt fast, så alle vores møbler blev kasserede,” fortæller centerchef Nina Jürs, der leder med lys og lygte efter nye lokaler i Helsingør, hvor børn og unge altid kan finde nogen at tale med. Og nu er møblerne i hvert fald på plads.

”Det er dejligt at vide, at vores møbler nu er sikret med den her flotte donation. Det har været nogle turbulente måneder med flytninger og usikkerhed omkring vores næste hjem. Så den her donation varmer rigtig meget,” fortæller Nina.

Hos Den Danske Frimurerorden er man glad for at kunne hjælpe headspace Helsingør tilbage på sporet igen efter den ærgerlige udflytning.

”headspace er et virkelig godt projekt, hvor børn og unge kan finde støtte og fællesskab – både dem, der kommer, fordi de har brug for nogen at tale med og bestemt også de unge, der er frivillige,” fortæller Mogens Esbensen, fra Den Danske Frimurerordens Velfærdsdirektorium.

Da Den Danske Frimurerorden hørte om skaderne og flytningen i headspace Helsingør, besluttede man hurtigt at tilbyde en hjælpende hånd, så Helsingørs børn og unge igen kan få et hyggeligt headspace-center.

Det er heller ikke første gang, Den Danske Frimurerorden har doneret større beløb til headspace.

Det er endnu uvist, hvor headspace Helsingør endeligt flytter hen. I et par uger boede centret i udlånte lokaler hos Det Kongeligt Priviligerede Skydeselskab i gågaden, og lige inden påske rykkede man videre til I. L. Tvedes Vej 12. Der arbejdes hårdt på at finde nye permanente lokaler.

Der skal lyde en kæmpe tak til Den Danske Frimurerorden for den fornemme donation.

headspace er et initiativ under Foreningen Det Sociale Netværk, der tilbyder gratis og uforpligtende rådgivning til børn og unge mellem 12 og 25 år. I headspace er ingen problemer for store eller små, alt foregår på de unges præmisser, og der er ingen ventetid eller journaler.

De unge kan være anonyme, hvis de ønsker det. I headspace kan de unge få rådgivning ansigt til ansigt uden forudgående aftale i vores 18 headspaces. De kan også chatte med os, hvis de ønsker det. Hvis de ikke får den rette hjælp, så udnytter vi vores stærke netværk til at bygge bro til andre relevante tilbud, og vi slipper ikke de unge, før de har fået den rette hjælp.

headspace er drevet af omkring 450 frivillige på landsplan og få medarbejdere, der sikrer et godt mix mellem høj faglighed og lysten til at gøre en forskel og skaber frirum og rammer for børn og unge, hvor der er tid, tryghed og nogen at tale med.

De seks første headspaces blev etableret i september 2013 i Rødovre, Roskilde, København, Odense, Horsens og Aalborg. Derudover findes headspace foruden Aabenraa i Albertslund, Ballerup, Billund, Esbjerg, Fredericia, Gentofte, Helsingør, Herlev, Herning, Hvidovre og Lyngby.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.