Skip to main content

Helsingør Kommune med i ny landsdækkende forskningsindsats for psykisk sårbare

Pressemeddelelse   •   Okt 08, 2019 06:00 CEST

Flere danskere end nogensinde før oplever, at mentale sundhedsproblemer står i vejen for et godt hverdagsliv. Samtidig mangler der viden om forebyggelse, så færrest muligt udvikler alvorligere og behandlingskrævende psykiske lidelser.

På den baggrund har VELUX FONDEN besluttet at støtte Peer-Partnerskabets projekt ’Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet’ med 11 millioner kroner. Projektet skal udvikle og effektmåle en ny tidlig peer-indsats, som gennem gruppeforløb og individuelt følgeskab styrker psykisk sårbares håb og handlekraft.

Det Sociale Netværk og SIND har etableret Peer-Partnerskabet for at give flere psykisk sårbare et godt og meningsfyldt hverdagsliv. Projekt ‘Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet‘ gennemføres over tre år i samarbejde med Helsingør Kommune. Effektmålingen af peer-indsatsen gennemføres af Forskningsenheden på Psykiatrisk Center København. Peer-støtte er gensidig støtte mellem mennesker, der deler erfaringer med psykisk sårbarhed.

VELUX FONDEN er eneste bidragsyder for metodeudviklings- og forskningsprojektet i hele den treårige periode.

”VELUX FONDEN støtter projektet, fordi der er brug for udvikling af nye forebyggende indsatser, så det store antal borgere med psykisk mistrivsel ikke udvikler mere alvorlige og behandlingskrævende psykiske lidelser. Samtidig skal projektet guide psykisk sårbare ind i konstruktive fællesskaber, hvilket flugter med vores strategi. Som fond har vi en særlig mulighed for at give rum til udvikling, og vi kan se, at der er plads til og behov for yderligere viden om effekten af peer-indsatser i civilsamfundet, da flere og flere indsatser beror på peers. Peer-indsatsen foregår i civilsamfundet, men beror på opbygningen af konstruktivt samarbejde mellem kommune og civilsamfund, som vi har store forventninger til,” siger Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN, om baggrunden for støtten til projektet.

I kommunerne har man fra 2010 til 2016 set en stigning på ca. 80 pct. i antallet af ydelser til især borgere med såkaldte lettere problematikker. Man ser derfor i kommunerne et stort behov for nytænkning, så man kan gribe flere mennesker, inden de udvikler alvorlige psykiske problemer.

”I Helsingør Kommune har vi rigtig gode erfaringer med, at folk der selv har haft psykisk sårbarhed inde på livet hjælper andre i samme situation gennem peer to peer til at finde håb og mod til at komme videre i livet. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi gennem projektet kan være med til at skabe mere viden om, hvilke typer indsatser og tilbud, der virker, når det handler om at give psykisk sårbare mennesker bedre mulighed for at håndtere udfordringer i hverdagslivet,” siger Marlene Harpsøe, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Helsingør Kommune.

Peer-støtte har i de senere år vundet indpas som et helt centralt element i at skabe en personcentreret indsats.

Projektet er forankret hos foreningen Det Sociale Netværk med Klavs Serup Rasmussen som projektleder.

”Det Sociale Netværk og SIND har i partnerskab med regioner og kommuner introduceret lønnet og frivillig peer-støtte i en dansk kontekst. Vi har herigennem oplevet, hvordan peer-støtte har givet mennesker i selv svære udsatte situationer håbet og magten over deres hverdag tilbage og skabt ny kontakt til familier og venner samt mod på at realisere sine drømme i form af uddannelse, beskæftigelse m.m.,” siger Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk.

Det er med baggrund i disse erfaringer, at Det Sociale Netværk og SIND ønsker at styrke samarbejdet med kommunerne om borgernes mentale sundhed ved at udvikle en civil peer-indsats, der supplerer de kommunale og regionale tilbud.

SIND har gennem mange år arbejdet for at fremme mental sundhed og forebyggelse af psykiske vanskeligheder og lidelser. SIND har bl.a. fokus på tilbud som udbydes af civilsamfundet. SIND arbejder for ansættelse af peer-medarbejdere og tilknytning frivillige peers i såvel regioner som kommuner. I dette projekt kombinerer vi disse indsatser,” siger Knud Kristensen, formand for SIND.

Yderligere informationer:

Presserådgiver Jesper Tidemann, Helsingør Kommune, tlf. 2193 5986, e-mail: jti12@helsingor.dk

Projektleder Klavs Serup Rasmussen, Det Sociale Netværk, Tlf. 2396 4953, e-mail: ksr@detsocialenetvaerk.dk

Landsformand Knud Kristensen, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, Tlf. 4030 6398, e-mail: kk@sind.dk

Om Peer-Partnerskabet

Peer-Partnerskabet er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND, der arbejder for at styrke samarbejdet mellem civilsamfundet, kommuner og regioner vedr. borgernes mentale sundhed. Peer-Partnerskabet skal i 2019-2022 udvikle en civil peer-indsats, der supplerer de kommunale og regionale tilbud gennem det treårige forskningsprojekt ’Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet’, som er finansieret af VELUX FONDEN. Du kan følge projektet på www.peerpartnerskabet.dk.

Om VELUX FONDEN 

VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der støtter videnskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål samt projekter vedr. aktive ældre, aldrings- og øjenforskning – med det fælles formål at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag. VELUX FONDEN er stiftet i 1981 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. www.veluxfoundations.dk

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.