Nyhed -

Fodbold på 6'eren, Canal 9 og Eurosport 2 i uge 15

Der er danskeropgør i Premier League, topkamp i Superligaen og så skal semifinalisterne i Europa League findes.

Torsdag d. 12. april klokken 20.00 på 6’eren
Kvartfinale i Europa League
CSKA Moskva – Arsenal
Direkte fra WEB Arena. Der skal findes en semifinalist i Europa League torsdag aften i Moskva. Arsene Wenger og Arsenal har haft en skidt sæson i Premier League og er uden medaljechancer i England. Europa League er derfor eneste chance for The Gunners, hvis de skal have metal med hjem til London i indeværende sæson. De må altså formodes at være ekstra sultne, når de torsdag aften gæster den traditionsrige russiske klub CSKA Moskva.

Kampen kommenteres af Zak Egholm og Mikkel Bischoff

Lørdag d. 14. april klokken 13.00 på 6’eren
34. spillerunde i Premier League
Southampton – Chelsea
Direkte fra St. Mary’s Stadium. Der er danskermøde i Premier League lørdag eftermiddag, når Pierre Emil Højbjerg hjemme på St. Mary’s tager i mod Andreas Christensen og Chelsea. The Blues kæmper for at holde trit med topholdene og sikre sig 5. pladsen, der giver adgang til næste års Europa League. I den anden ende af tabellen kæmper dagens hjemmehold med at holde sig fri af nedrykningspladserne. Hvilken dansker formår at skrabe vigtige point sammen i slutspurten i Premier League?

Kampen kommenteres af Morten Bruun

Søndag d. 15. april klokken 13.30 på Eurosport 2
29. spillerunde i Superligaen
AAB – AC Horsens
Direkte fra Energi Nord Arena. Superligaens ukronede konger i uafgjort tørner søndag eftermiddag sammen i Aalborg. De har tilsammen spillet hele 26 kampe uafgjort, ligesom tre af deres seneste fire indbyrdes opgør er endt uden vinder. Begge klubber er reelt uden medaljechancer, men mon ikke begge klubber vil gøre alt for at få så mange sejre, som muligt i deres første mesterskabsspil?

Kampen kommenteres af Tommy Bechmann

Søndag d. 15. april klokken 15.00 på Canal 9
29. spillerunde i Superligaen
FC Nordsjælland – FC Midtjylland
Direkte fra Right To Dream Park. To af medaljekandidaterne brager søndag eftermiddag sammen på kunstgræsset i Farum. Hjemmeholdet kæmper for at holde FCK fra fadet og sikre sig ligaens bronzemedaljer, mens ulvene fra Heden slås med Brøndby om at ende øverst på sejrsskamlen. De tre point er altså vitale for både FCN og FCM, men hvem ender med at tage sejren?

Kampen kommenteres af Zak Egholm og Flemming Povlsen

Emner

  • Sport

Kategorier

  • canal9
  • 6eren
  • eurosport 2

Kontakt

Casper Felt

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 31 10 63 84

Lena Bøgild

Pressekontakt PR-chef / Manager PR and Digital 20432919