Nyhed -

Fodbold på 6'eren, Canal 9 og Eurosport 2 i uge 32

Premier League sæsonen skydes i gang i denne uge, og første runde byder blandt andet på danskeropgør, når Mathias Zanka Jørgensen og Jonas Lössl står overfor Andreas Christensen. I Superligaens femte runde står FC Midtjylland overfor AC Horsens, mens Randers FC tager imod AGF.

Lørdag d. 11. august klokken 11.00 på 6’eren
1. spillerunde af Premier League
Newcastle – Tottenham
Direkte fra St James’ Park. Sidste års nummer 10, Newcastle, spiller sæsonens første kamp i Premier League mod sidste års nummer tre, Tottenham. De to hold stod overfor hinanden to gange i sidste sæson, hvor det begge gange blev til sejre til Christian Eriksen og Tottenham. Får Newcastle skovlen under Tottenham i denne sæson?

Kampen kommenteres af Peter Piil og Morten Bruun

Lørdag d. 11. august klokken 16.00 på 6’eren
1. spillerunde af Premier League
Huddersfield – Chelsea
Direkte fra John Smith’s Stadium. Der er danskerduel i Huddersfield lørdag eftermiddag, når tre af de danske VM-spillere, Mathias Zanka Jørgensen, Jonas Lössl og Andreas Christensen spiller første kamp i Premier League. Mens Huddersfield frem mod sæsonstart har spillet træningskampe mod Bologna og RB Leipzig, har Chelsea varmet op til sæsonstart med Community Shield finalen mod sidste års Premier League mestre, Manchester City.

Kampen kommenteres af Jesper Simo og Mads Junker

Lørdag d. 11. august klokken 18.30 på Eurosport 2
5. spillerunde af Superligaen
FC Midtjylland – AC Horsens
Direkte fra MCH Arena. Sidste års mestre fra FC Midtjylland tager lørdag aften imod Bo Henriksens AC Horsens. FC Midtjylland hentede forud for sæsonen Sammy Skytte i Silkeborg og Søren Reese i Viborg – for derefter at udleje begge spillere til AC Horsens. Jess Thorup brugte blandt andet transfervinduet til at handle ind hos netop dagens modstander, hvor han hentede Simon Okosun. Kommer Okosun til at gøre det onde ved sine gamle holdkammerater, eller bliver det AC Horsens, der løber med sejren?

Kampen kommenteres af Casper Høygård

Søndag d. 12. august klokken 14.00 på 6’eren
1. spillerunde af Premier League
Liverpool – West Ham
Direkte fra Anfield. Liverpool starter sæsonen hjemme på Anfield, når de søndag eftermiddag tager imod West Ham. Sidst de to hold stod overfor hinanden var tilbage i februar. Her tog Jürgen Klopps mandskab en stensikker 4-1 sejr. Siden dengang har West Ham blandt andre hentet Jack Wilshere i Arsenal og Andriy Yarmolenko i Dortmund, mens Liverpool har tilføjet Fabinho og Keita til holdkortet.

Kampen kommenteres af Peter Piil og Morten Bruun

Søndag d. 12. august klokken 17.00 på Canal 9
5. spillerunde af Superligaen
Randers FC – AGF
Direkte fra BioNutria Park. Slaget om Kronjylland skal afgøres søndag aften, når Randers FC og AGF tørner sammen i Superligaen. De to hold stod overfor hinanden to gange i sidste sæson med to Randers sejre til følge. Kan David Nielsens mandskab lirke op for Randers’ solide defensiv?

Kampen kommenteres af Casper Høygård og Flemming Povlsen 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • eurosport 2
  • 6eren
  • canal9

Kontakt

Casper Felt

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 31 10 63 84

Lena Bøgild

Pressekontakt PR-chef / Manager PR and Digital 20432919