Nyhed -

Highlights uge 38 - Discovery Networks Danmark

Premiere: ’Velkommen til Verden’ tirsdag kl. 21:00 på Kanal 4 og Dplay.dk

Sabine og Lars venter deres tredje barn og efter deres sidste fødsel, som næsten skete på parkeringspladsen, er de spændte på, hvor hurtig det kommer til at gå denne gang. Andengangsforældrene Anna og Jonas har gjort alt klar til den store dag, hvor deres barn skal fødes. Nu mangler de bare, at babyen kommer! Emma og Henrik forventer en stille fødsel, men så tager situationen en helt anden drejning!

’Politijagt’ onsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Det er direkte livsfarligt at køre bil i påvirket tilstand, og derfor skrider Vlado også håndfast til handling, da han får en mistanke om, at en ung bilist er påvirket af narkotika. Han får også stoppet en anden bilist, som har drukket langt over det tilladte. Et andet sted i politikredsen må Henrik træde til, da en kollega skal have hjælp til at veje en trailer, der tydeligvis har alt, alt for meget læs på. I Upper Darby i USA bliver Thomas først kaldt ud til et butikstyveri, og bagefter må han tage sig af en ung mand, der skælder sin mor voldsomt ud.

’5. Gear’ onsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Lars Rasmussen er en mand, som skriger utroligt meget, når han befinder sig i en racerbil. Og det er ikke noget, som han er specielt stolt af, hvorfor hans mål i denne sæson er at få styr på de mange skingre udbrud og i stedet holde fokus på sin kørsel. Problemet er bare, at han denne gang er på hold med den sprælske fartdjævel Jesper Skibby, der bestemt ikke er bleg for at træde sømmet i bund og smadre modstanderne af banen!

’All Together Now’ lørdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Danmarks største dommerpanel med Mette Lindberg i spidsen sidder igen klar til at skille musikalsk skidt fra kanel, når ni modige amatørsangere træder ind på scenen og forsøger at synge sig videre til den store finale! Og det går fuldstændigt forrygende for søstrene Amy og Bonnie, der er tæt på at blæse vært Christopher Læssø og resten af studiet omkuld med deres fantastiske fælles performance, mens Emil fra Henne leverer sin egen hæsblæsende version af en sand David Bowie-klassiker.

’Din Sang’ torsdag kl. 21:00 på Kanal 4 og på Dplay.dk

Anne Sofie blev ramt af en stor sorg, da hun mistede sin mor til kræft, men hun har stadig overskud til at være der for andre, og hun er en lokal ildsjæl i Slangerup. Hendes største idoler er Carpark North, så kæresten Lars, vil overraske hende med en optræden af bandet. Da Aneste fik diagnosen sklerose ramlede hendes verden, men hun tog alligevel kampen op og besluttede sig for at løbe 366 maratonløb på ét år. I dag har hun til lægernes store forundren ingen tegn på sklerose. Anestes forældre vil hylde hendes fighterånd med en intimkoncert af Erann DD.

’Den Kongelige Livgarde’ søndag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Drengene fra stue 143 er nu halvvejs i Den Kongelige Livgardes rekrutuddannelse, og denne gang sendes de ud på deres anden feltøvelse, hvor de skal trænes i at angribe en fjende. Men der er problemer med sammenholdet, og der opstår kold luft mellem Rekrut Badran og resten af gruppen, som har klaget over ham til sergenterne. Rekrut Pedersen prøver at imponere befalingsmændene på feltøvelsen, men en skade på foden truer hans drøm om at gøre karriere i Livgarden.

’Ex on the Beach’ mandag-torsdag kl. 22:00 på Kanal 4 og på Dplay.dk

I fjerde uge af Ex on the Beach har Morten fået et godt øje til den nye pige Frida, og der bliver ikke lagt skjul på deres flirten, til stor irritation for både Sidsel og Stine. Emma har travlt med at hjælpe Mads inde i villaen, og flirte med en af de nye deltagere. Caroline kæmper med savnet til Mathias efter hans exit, og kaster i stedet sin energi efter William. Dramaet når nye højder, da Carolines kys med William bliver for meget for Morten og Kasper. Flere deltager forlader villaen, mens andre ankommer, og dette bringer følelserne op til overfladen.

TV-premiere: ’Grudge Match’ mandag kl. 21:00 på Kanal 5

De to boksere Henry “Razor” Sharp og Billy “The Kid” McDonnen var i deres storhedstid ærkerivaler. Dengang valgte Razor, lige inden en vigtig kamp, at trække sig tilbage – grundet Billys indblanden. Men nu, mange år senere, er de begge vendt tilbage til en sidste omgang i ringen! De to modparter bliver hurtigt det helt store omtaleemne i byen, og en storstilet genforening i ringen arrangeres. De to ældre herrer kaster sig ud i en omfattende genoptræning, der bl.a. inkluderer at trække en hel lastbil.

Emner

  • Massemedier

Kategorier

  • tv-premiere
  • premiere
  • dplay
  • kanal4
  • disovery channel
  • kanal5

Kontakt

Casper Felt

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 31 10 63 84

Lena Bøgild

Pressekontakt PR-chef / Manager PR and Digital 20432919