Pressemeddelelse -

Kanal 4 søger mænd til nyt tv-format: Gravid med en fremmed

Hvordan finder man en far til sit kommende barn, hvis man ikke er på jagt efter kærligheden, men en mand at dele ansvaret og oplevelsen med? Det vil Kanal 4 nu hjælpe en række kvinder med og har derfor sat gang i en casting-kampagne, hvor de søger mænd, der har et brændende ønske om at blive far.

En række danske singlekvinder har af meget forskellige årsager sluppet tanken om at få børn i en traditionel kernefamilie. Men livet som selvvalgt solomor trækker heller ikke i dem, da de alle er af den overbevisning, at et barn har brug for og krav på både en mor og en far i deres liv. Så mens der i Danmark stadig bliver født flere og flere børn, hvor far er ukendt sæddonor, så er alle kvinderne overbeviste om, at dette ikke er en løsning for dem.

Derfor har de nu sagt ja til at deltage i tv-programmet 'Gravid med en fremmed'. Sammen med Kanal 4 igangsætter de nu jagten på en far til deres kommende barn – ikke en kæreste eller mand, men en far! De leder efter mænd, der ligesom dem selv står med et stort ønske om at blive forælder, men også har droppet ideen om den traditionelle kernefamilie. Mænd, der er parate til at tage aktiv del i et barns opvækst uden nødvendigvis at leve som far-mor-barn under samme tag.

Det er det danske produktionsselskab Snowman, der har udviklet konceptet og skal producere Kanal 4 programmet 'Gravid med en fremmed'. Snowman, der blandt andet også står bag programmer som Gift ved første blik, har stor erfaring med at lave tv, der med både respekt og forståelse for de medvirkende, følger dem tæt, mens de tager nogle af deres livs vigtigste beslutninger. Snowman Productions er en del af Red Arrow Entertainment Group.

- Det er blevet mere og mere almindeligt for singlekvinder, der ønsker at blive mor at vælge manden fra og få et barn alene med hjælp fra kunstig befrugtning. Men rigtig mange singlekvinder ønsker faktisk en far i deres barns liv – også selvom de endnu ikke har fundet den eneste ene. Nu hjælper vi måske nogle af de kvinder med at finde den perfekte far til deres barn, siger Anne Garlichs, konstitueret programdirektør på Kanal 4 og Kanal 5, og fortsætter:

- Vi følger deres rejse, som forhåbentlig kulminerer i et fælles barn. Vi har tidligere set fremmede blive gift på tv, men det vil være første gang, at mødet mellem 2 mennesker på tv resulterer i et barn. Umiddelbart kan det virke grænseoverskridende, men faktisk er det et sympatisk projekt med barnets tarv i fokus.

Netop nu ruller de første casting spots over skærmen, men selve programmerne, hvor vi følger kvindernes jagt på en far til deres barn, forventes først at ramme skærmen i 2018. Efter et intensivt forløb med blandt andet familieterapeuter, fertilitetslæger og sociologer skal kvinderne beslutte, hvem af de mænd, de er blevet matchet op med og har lært at kende, der skal være far til deres barn. Det er dog ikke udelukkende deres beslutning alene. For at blive forældre er en fælles beslutning – derfor skal de kommende fædre også sige ja, inden drømmen om projekt fælles barn kan begynde.

Lykkes det at få et match, så er det alene op til de to kommende forældre at blive enige om rammerne for forældreskabet. De skal selv vælge, hvor meget de vil ses under graviditeten, hvordan de fordeler tiden sammen med barnet, det økonomiske og det praktiske, samt hvordan fremtiden skal se ud de næste 18 år indtil barnet er myndigt.

Mænd, der er interesseret i at høre mere om projektet kan skrive til far_casting@discovery.com

For mere information kontakt Pressechef på Discovery Networks Danmark, Lena Bøgild Willard: lena_boegild@discovery.com / 20 43 29 29

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • snowman productions
  • discovery networks danmark
  • gravid med en fremmed
  • anne garlichs
  • kanal4

Discovery Networks Danmark dækker over 12 stærke tv-kanaler og to streamingtjenester – Dplay samt Eurosport Player. I Danmark kan vores kanaler ses af ca. 87 % af alle husstande. Vores kommercielle seerandel blandt danskere 15-50 år er ca. 22 %. Discovery Networks Danmark er en del af den nordeuropæiske region i det globale Discovery Networks International. Regionen omfatter 6 områder: Danmark, England & Irland, Benelux, Norge, Sverige og Finland. I den nordeuropæiske region når Discovery Networks ud til seere i 17 forskellige lande og territorier med 30 kanalbrands og hele 68 mio. seere hver måned.

Kontakt

Casper Felt

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 31 10 63 84

Lena Bøgild

Pressekontakt PR-chef / Manager PR and Digital 20432919