Pressemeddelelse -

Danmarks Rejsebureau Forening: Økonomien er god i de danske rejsebureauer

Sidste uge gik DaGama Travel konkurs, og når feriens rejsebureau drejer nøglen om, kan det både spolere en rejse og blive omkostningsfuldt. Heldigvis sker det yderst sjældent, at et dansk rejsebureau går konkurs, lyder det fra Danmarks Rejsebureau Forening.

Den danske rejsebranche oplever i disse år den ene rekord efter den anden. Omsætningen i branchen var på næsten 30 milliarder i 2016, 2017 ser ud til at blive endnu bedre, og danskernes lyst til at rejse har aldrig været større.

I sidste uge gik DaGama Travel konkurs, hvilket skabte overskrifter om strandede rejsende og danskere, som ikke kommer af sted på deres ferier. Adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, kalder situationen ærgerlig, men understreger, at de ramte danskere er beskyttet af Rejsegarantifonden, hvis de har købt en pakkerejse. Han tilføjer desuden, at rejsebureaukonkurser er uhyre sjældne i Danmark.

”Branchen for danske rejsebureauer er kendetegnet ved en sund økonomi, og det er meget sjældent, at det kommer så vidt, at et bureau må dreje nøglen om. I 2017 var der faktisk kun en enkelt konkurs, året før var der to. I forhold til konkursraten i det generelle erhvervsliv, ligger rejsebureauerne langt under gennemsnittet”, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Det er dog stadig ærgerligt for de gæster, som konkurserne går ud over, tilføjer Lars Thykier. Han fortæller, at rejsende, der har købt pakkerejse gennem et rejsebureau, der er registreret i den danske Rejsegarantifond, er sikret via dansk lovgivning. Således risikerer disse danskere ikke at blive overladt til sig selv i udlandet eller ikke at få deres penge igen for en købt rejse, de ikke kommer på alligevel.

”Hvis rejsebureauet er registreret i Rejsegarantifonden, er du sikker på at få pengene for din pakkerejse retur i tilfælde af, at rejsebureauet går konkurs. Sker det, mens du er på ferie, sørger fonden også for, at du kommer sikkert hjem, uden at det koster dig nogen penge. Derfor opfordrer vi forbrugerne til at undersøge deres rejsearrangør, inden de bestiller og betaler for rejsen”, forklarer Lars Thykier.

Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer desuden forbrugerne til at være opmærksomme på, at mange udenlandske rejsearrangører opererer i Danmark med for eksempel danske hjemmesider. Det er der intet ulovligt i, men i tilfælde af konkurs, er man ikke dækket af Rejsegarantifonden.

Du kan se, hvilke bureauer der er registreret i Rejsegarantifonden her.

Emner

  • Økonomi

Kategorier

  • konkurs
  • rejsebureau
  • pakkerejse
  • rejse

Danmarks Rejsebureau Forening (Association of Danish Travel Agents and Tour Operators) er brancheforening for danske rejsebureauer. Foreningen blev stiftet i 1938 og har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.


Kontakt

Lars Thykier

Administrerende direktør og formand for World Travel Agents Associations Alliance 40 45 68 14