Pressemeddelelse -

Kom sikkert af sted på ferien

Er du en af de mange tusind danskere, der skal ud at rejse i de kommende uger? Så husk at tjekke, om du har det blå sundhedskort, og hvordan du er dækket, hvis du bliver syg på rejsen. Ellers kan det koste dig dyrt.

Selv når det gælder korte rejser i Europa, er det en god ide at sætte sig ind i sine forsikringer. Det blå sundhedskort dækker nemlig kun nødvendig læge- og hospitalsbehandling m.v. fra den offentlige sygesikring i det land, den rejsende opholder sig i.

Særtransport i forbindelse med skader bliver ikke længere dækket, og krisehjælp er typisk ikke en del af den offentlige sygesikring. Uden for Europa er det derfor altafgørende at have en rejseforsikring, men selv i Europa er det relevant at overveje behovet for en rejseforsikring. Læs ”Gode råd til rejsende” på Udenrigsministeriets hjemmeside. Du finder dem på samme side som rejsevejledningerne.

— Skulle der opstå noget på rejsemålet, kan danske rejsende altid henvende sig til deres rejsebureau for at blive hjulpet videre, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og tilføjer:

— Rejsebureauerne kan være behjælpelige med hospitalsindlæggelse og andre mindre alvorlige hændelser på rejsen, mens det er rejseforsikringen, der kan yde fx krisepsykologisk hjælp eller arrangere tidlig hjemrejse - vel og mærke, hvis man har en forsikring.

Tjek appen UM Rejseklar
Det samme understreger Udenrigsministeriet, som også opfordrer rejsende både i og uden for Europa til at registrere sig på den såkaldte Danskerliste og benytte de muligheder, der findes i ministeriets rejseapp UM Rejseklar. Via appen kan den rejsende registrere sig på Danskerlisten og læse relevante rejsevejledninger. På appen kan rejsende også hurtigt og nemt finde kontaktinformation og vejvisning til den nærmeste ambassade eller det nærmeste konsulat.

— Når du inden afrejse registrerer dig på Danskerlisten, kan Udenrigsministeriet hurtigt sende dig en mail eller en SMS, hvis der opstår problemer i det område, hvor du befinder dig, siger Jette Lund, kontorchef i Borgerservice. Og hvis vi ikke kan få kontakt med dig, vil vi arbejde målrettet på at finde dig og afklare om du har behov for hjælp.

Yderligere information
Kontakt Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening på +45 4045 6814 eller lth@travelassoc.dk.

Rejseappen UM Rejseklar kan downloades i AppStore, Google Play og Windows Store.
Udenrigsministeriets hjemmeside med rejsevejledninger, gode råd m.v. findes på www.um.dk under menupunktet Rejse og ophold.

Emner

  • Turisme

Danmarks Rejsebureau Forening (Association of Danish Travel Agents and Tour Operators) er brancheforening for danske rejsebureauer. Foreningen blev stiftet i 1938 og har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.

Det er Danmarks Rejsebureau Forenings vision at være anerkendt som en ledende politisk repræsentant og rådgiver for danske rejsebureauer.

Det er Danmarks Rejsebureau Forenings mission at skabe attraktive vilkår for den samlede danske rejsebranche, herunder varetagelse af økonomiske og politiske interesser på et etisk funderet og bæredygtigt grundlag. Vores forhold til det enkelte medlem tager udgangspunkt i gensidig respekt, åbenhed, ærlighed og lydhørhed for medlemmets individuelle forhold, behov og ønsker.

Danmarks Rejsebureau Forening yder professionel rådgivning til medlemmerne og hjælper med at løse rejsebureauernes udfordringer. Vores rådgivningsydelser og politiske arbejde er med til at skabe & sikre professionalisme og udvikling i rejsebranchen.

Kontakt

Lars Thykier

Administrerende direktør og formand for World Travel Agents Associations Alliance 40 45 68 14