Skip to main content

Nyt land på EU's sorte flyliste

Pressemeddelelse   •   Apr 30, 2019 08:00 CEST

EU's liste over usikre flyselskaber er netop opdateret, og her finder man som noget nyt flyselskaber fra Moldova. De blacklistede flyselskaber må ikke flyve til og fra EU-landene, men det betyder ikke, at de ikke kan operere uden for EU.

EU’s Air Safety List bliver opdateret to gange om året, og den indeholder de flyselskaber, som EU-kommissionen af den ene eller den anden grund ikke har tiltro til. Selskabet kan være havnet på den sorte liste, fordi Kommissionen ikke mener, at luftfartsmyndighederne i de pågældende lande respekterer de internationale standarder for flysikkerhed eller fordi man har vurderet, at almindelige sikkerhedsstandarder for luftfart ikke bliver overholdt hos det pågældende selskab.

På den nye liste finder man 124 sortlistede flyselskaber. Det drejer sig om 114 selskaber, der er på listen på grund af manglende sikkerhedsoverblik fra landenes luftfartsmyndigheder, seks flyselskaber, hvor EU har vurderet, at der er sikkerhedsproblemer i selve selskabet samt fire flyselskaber, der må operere inden for EU under strenge restriktioner og kun med særlige flytyper.

Det nye på denne liste i forhold til den senest udsendte i slutningen af 2018 er, at alle flyselskaber fra Moldova med undtagelse af tre, ikke længere har tilladelse til at flyve ind og ud af EU. Til gengæld er to flyselskaber fra Angola fjernet fra listen, og kan nu operere i EU uden restriktioner.

Desuden meddeler EU, at de civile luftfartsmyndigheder i Hviderusland og Den Dominikanske Republik er sat under skærpet overvågning, da man mistænker en generel mangel på overblik over flysikkerheden.

”Man skal huske, at EU’s sorte liste kun gælder hvis flyselskaberne på listen vil flyve i EU’s luftrum eller til eller fra EU-lufthavne. Uden for EU er der intet der hindrer selv meget usikre selskaber i at operere. Derfor kan både ferierejsende og forretningsrejsende nemt risikere, at komme om bord på et fly, der er blacklistet. Der gælder særligt for lande i Afrika, hvor det typisk er samtlige flyselskaber i mange af landene, der er på listen. Men det gælder også for lande i Centralasien og Mellemøsten, der ligesom landene i Afrika måske ikke er de største turistmagneter, men som både forretningsrejsende og NGO’er rejser til og fra året rundt. Og så er alle flyselskaber i Nepal stadig på listen, hvilket har stor betydning for de mange danskere, der hvert år rejser til landet”, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og fortsætter:

”Det er besværligt at undgå indenrigsflyvninger på steder som Nepal, men er man allerede booket ind på et sortlistet flyselskab, kan man i visse tilfælde være berettiget til at annullere eller booke rejsen om. Og under alle omstændigheder er rejsebureauer forpligtede til at oplyse deres kunder om den aktuelle liste over usikre flyselskaber.”

Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer rejsende til at tjekke listen eller spørge deres rejsebureau til råds.

Den opdaterede liste ligger på EU-kommissionens hjemmeside her.

Danmarks Rejsebureau Forening (Association of Danish Travel Agents and Tour Operators) er brancheforening for danske rejsebureauer. Foreningen blev stiftet i 1938 og har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.