Skip to main content

Pakkerejser sparer danskerne penge

Pressemeddelelse   •   Maj 25, 2016 13:45 CEST

Sommerferien nærmer sig, og det betyder, at danskerne igen surfer nettet tyndt efter hoteller og fly. En ny undersøgelse af Expedia viser dog, at danskerne i gennemsnit sparer 7 pct. pr. booking ved at bestille fly og hotel samtidig hos et rejsebureau. Danmarks Rejsebureau Forening tilføjer, at pakkerejser også giver en større sikkerhed for de rejsende.


Når danskerne snart drager afsted på sommerferie, er det kun hver anden, der har booket flyet samtidig med rejsens hotel hos et rejsebureau. Og det er på trods af, at de mange timer foran skærmen med at jagte på rabatter og tilbud faktisk er skønne spildte kræfter.


En undersøgelse af booking-portalen Expedia fortæller nemlig, at danskerne faktisk går glip af 680 kr. for en gennemsnitsrejse, når de booker uden om rejsebureauerne. Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening er de kontante fordele dog ikke det eneste, som de ferieglade danskere går glip af:


”Når danskerne køber en samlet tur hos et rejsebureau, er de dækket af den danske Rejsegarantifond, som giver en ekstra sikkerhed, når man har pakket kufferten, fx i forbindelse med en rejsebureaukonkurs, ” siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og fortsætter:


”Rejsegarantifonden stiller dog ikke sikkerhed for rejsende, der booker på en international bookingportal hvis selskabet ikke samtidig er registreret i Rejsegarantifonden. Pakkerejsen skal nemlig bestilles hos en registreret rejseudbyder for at være omfattet af dækningen, ” siger Lars Thykier.


Rejselystne danskere skal også huske, at de ved køb af en pakkerejse fra et dansk rejsebureau kan nyde godt af den beskyttelse, som pakkerejseloven giver. Det gælder både ved større hændelser som fx en flykonkurs eller et terrorangreb og ved mindre foreteelser som fx et forkert værelse på det bookede hotel eller en forsinkelse på vej til destinationen. I begge tilfælde kan man efter pakkerejselovens regler være berettiget til at få et nedslag i rejsens pris, hvilket ikke er tilfældet, hvis man selv har booket rejseprodukterne enkeltvist.


Desuden kan rejsebureauerne faktisk ofte sikre en lavere pris, da de har langt bedre aftaler med fx hoteller og flyselskaber end man kan opnå som individuelt rejsende.


Yderligere information

Kontakt Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening på + 40 45 68 14 eller lth@travelassoc.dk.

Danmarks Rejsebureau Forening (Association of Danish Travel Agents and Tour Operators) er brancheforening for danske rejsebureauer. Foreningen blev stiftet i 1938 og har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.

Det er Danmarks Rejsebureau Forenings vision at være anerkendt som en ledende politisk repræsentant og rådgiver for danske rejsebureauer.

Det er Danmarks Rejsebureau Forenings mission at skabe attraktive vilkår for den samlede danske rejsebranche, herunder varetagelse af økonomiske og politiske interesser på et etisk funderet og bæredygtigt grundlag. Vores forhold til det enkelte medlem tager udgangspunkt i gensidig respekt, åbenhed, ærlighed og lydhørhed for medlemmets individuelle forhold, behov og ønsker.

Danmarks Rejsebureau Forening yder professionel rådgivning til medlemmerne og hjælper med at løse rejsebureauernes udfordringer. Vores rådgivningsydelser og politiske arbejde er med til at skabe & sikre professionalisme og udvikling i rejsebranchen.