Pressemeddelelse -

Husk! Det er jul på Bakken i juli! Oplev Julemændenes Verdenskongres

Så er julen lige om hjørnet – i hvert fald på Bakken, hvor der i dagene 21.-23. juli vil være fuld skrue på julestemningen, når julemænd fra hele verden samles til Julemændenes Verdenskongres.

Julemænd fra store dele af verden har i årenes løb deltaget i den populære kongres. Det er i år 57. gang, kongressen finder sted, og denne gang er der tilmeldt op imod 120 julemænd fra lande som USA, Hongkong, Canada, Japan, Tyskland, Norge, Sverige og Danmark til den traditionsrige begivenhed, som finder sted 21.-23. juli.

Faktisk starter julerierne på det julepyntede Bakken allerede søndag den 20. juli, hvor Dansk Julemands Laug og Julemærkefonden arrangerer julemarch. Marchens slutter på julemændenes tingsted i Nisseskoven på Bakken, som danner rammen om Dansk Julemands Laugs årsmøde. Eftermiddagens program omfatter bl.a. DM på Julemandens forhindringsbane, uddeling af Den Gyldne Ske og kåring af årets julemand.

De store julemænd besøger Den Lille Havfrue

Mandag starter Julemændenes Verdenskongres officielt med besøg ved Den Lille Havfrue og efterfølgende parade gennem Strøget til Rådhuspladsen. Ud på eftermiddagen er der ankomst til Bakken og parade i Bakkens gader og stræder.

Det årlige fodbad og sildesmagning

Tirsdag starter med, at julemændene får deres årlige saltvandsfodbad ved Bellevue Strand. Derefter er VM i Julemandens Forhindringsbane på Bakken.

Resten af eftermiddagen byder på parade og julesjov samt showet ”Jul-i-juli”, der også inkluderer sildesmagning

Onsdag er julemændene på Bakken hele dagen, hvor de konkurrerer i femkamp, går parade og laver julesjov. Endelig kåres Årets Æresjulemand, som sidste år blev tv-værten Jens Blauenfeldt.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • julemændenes verdenskongres
  • gratis event
  • pjerrot

I Dyrehaven, midt i den grønne bøgeskov, ligger Bakken, verdens ældste forlystelsespark. Siden Kirsten Piil opdagede den helbredende kilde for mere end 400 år siden, har Bakken tiltrukket millioner af sommerglade gæster fra nær og fjern. I dag er Bakken den anden mest besøgte attraktion i Danmark med flere end 33 kørende forlystelser, spil, revy og et væld af spisesteder, der stadig drives af dedikerede teltholdere samt deres familier. Besøgende betaler ikke for entré, ej heller for de mange gratis udendørs koncerter, for Pjerrots klassiske forestillinger eller for den gadegøgl, der altsammen er med at til skabe en stemning af folkelighed, tradition og fornyelse på Dyrehavsbakken.