Pressemeddelelse -

Ulf Pilgaard åbnede i dag Bakkens 432. sæson

Bakken er åben, nu er det forår.

Torsdag den 26. marts foretog Ulf Pilgaard den officielle åbning af Bakken, da han drejede nøglen i Dronningeporten ved indgangen. Ulf er igen i år en af de bærende kræfter i Cirkusrevyen.


Bakken er åben, nu er det forår

Torsdag den 26. marts foretog Ulf Pilgaard den officielle åbning af Bakken, da han drejede nøglen i Dronningeporten ved indgangen. Ulf er igen i år en af de bærende kræfter i Cirkusrevyen.

Sammen med Pjerrot, Professor Augustini, Bakkens direktør Nils-Erik Winther og en masse gæster tog Ulf en tur rundt på Bakken og så på årets nyheder.

-Når Bakken åbner, er det et sikkert tegn på, at det er forår, og det er en stor ære, at jeg får lov til at låse porten op, sagde Ulf Pilgaard, da han torsdag officielt åbnede Bakkens nye sæson.

-Bakken er mit halve liv og et fantastisk sted med en fantastisk sjæl. Mange forlystelser er drevet af samme familie i generationer, og jeg mærker tydeligt, det er mennesker, der står bag.

-I år har jeg jubilæum. Det er mit 35. år her ude på Bakken. Jeg startede i 1968 i Cirkusrevyen sammen med Dirch Passer og har kun været væk to år siden. I disse dage er i gang med prøverne og glæder os til at møde publikum den 30. april, når Cirkusrevyen starter.

De seneste uger har teltholderne haft travlt med at gøre alt klart til åbningen og til det traditionelle ryk ind i Påsken, hvor mange familier tager en tur i skoven og nyder en god Påske frokost på Bakken.

-Vejret har heldigvis været godt de seneste uger. Der er varme i luften, og stemningen er i top, sagde Nils-Erik Winther, Bakkens direktør.

Der er flere nyheder i år. En mega-realistisk flysimulator, man sætter sig op i og kan styre forskellige fly og vælge lufthavne og ruter. Nyheden findes kun et andet sted i verden, nemlig i Disneyland. Andre nyheder er boldspil På Spanden og Zombie, hvor du skal kaste bolde og skyde zombier ned.

Bakkens 5 kamp er en ny udfordring i år. Du og vennerne kan dyste med hinanden om, hvem der er bedst til fem forskellige spil.

Fodboldspillet og bueskydningen har holdt flyttedag for at give plads til årets store nyhed, Korsbæk med de kendte steder fra TV-serien. En del af Korsbæk er ved at blive opført på Bakken og åbner den 30. april.

Foto:

Ulf Pilgaard drejede nøglen og åbnede Bakken med hjælp af Bekkens direktør Nils-Erik Winther, Pjerrot og Morten Eisner i skikkelse af Professor Augustini

og situationsfotos

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • åbning
  • pjerrot

I Dyrehaven, midt i den grønne bøgeskov, ligger Bakken, verdens ældste forlystelsespark. Siden Kirsten Piil opdagede den helbredende kilde for mere end 400 år siden, har Bakken tiltrukket millioner af sommerglade gæster fra nær og fjern. I dag er Bakken den anden mest besøgte attraktion i Danmark med flere end 33 kørende forlystelser, spil, revy og et væld af spisesteder, der stadig drives af dedikerede teltholdere samt deres familier. Besøgende betaler ikke for entré, ej heller for de mange gratis udendørs koncerter, for Pjerrots klassiske forestillinger eller for den gadegøgl, der altsammen er med at til skabe en stemning af folkelighed, tradition og fornyelse på Dyrehavsbakken.