Nyhed -

Er du kandidat til at vinde kapløbet mod bunden?

Tiden løber ud for dem, som masseproducerede produkter til "billigst-muligt". Den globale konkurrence æder sig hurtigere og hurtigere ind i bunden af markedet. De virksomheder, som kun satser på at vinde ved at styre på omkostninger, vinder kun ét kapløb: Det, der ender i bunden af fødekæden. Med fokus på kvalitet og supply chain kan man sørge for, at det er konkurrenterne, der ender i den position.

CO2-neutral, glutenfri, økologisk, vegetarisk, vegansk, lokalproduceret, Fair Trade. Listen med kvalitetsstempler, som producenter kan stile efter, er allerede lang. Og vil kun vokse fremadrettet. Samfundet, især det på den vestlige halvkugle, er i løbet af de seneste år blevet meget bevidst om valg af varer. Og med bevidsthed følger ofte viljen til at betale.

Det er en udvikling, som det kan være svært at navigere i som virksomhed, hvis man har været vant til at masseproducere sit produkt efter devisen: "Godt, men billigt". Her kan den individuelle tilgang udgøre en uoverkommelig stigning i kompleksitet for en organisation, som kun er bygget til hastighed – ikke fleksibilitet.

Men for de virksomheder, som formår at transformere sig selv og tilpasse sig de kvalitetsbårne markedsvilkår, åbner det forbrugerdrevne kvalitetsfokus nye muligheder.

Kvalitet og transparens som Selling Points

Med kvalitet som det vigtigste parameter fjerner vi os fra devisen om, at du vinder over konkurrenterne, hvis du kan skære i udgifterne. Og med den store spredning på, hvad der opfattes som god kvalitet, er det vigtigt, at du er i stand til hurtigt at omstille produktionen til at leve op til de individuelle krav fra kunden.

I sidste ende handler det i al sin enkelthed om at have styr på, hvilke råmaterialer, fra hvilke leverandører, i hvilke lande, der skal i hvilke varer og til hvilken kunde – og derfor er det bydende nødvendigt at få fuld kontrol over og dokumentation på processen fra råmateriale til slutkunde.

Det handler om kvalitetsstyring kombineret med fleksibilitet – og stadig om effektivitet. For selv om man ikke kan vinde på pris alene, kan man stadig dø af for høje omkostninger.

Fra nøgleperson til dokumenteret nøgleproces

Den kombination skaber i dag store problemer hos mange virksomheder, hvor nøgleprocesser ikke dokumenteres, men i stedet ligger hos nøglepersoner i organisationen. Det lader sig gøre, når man har en enkelt produktionslinje. Men med et stigende antal forskellige batches og deraf stigende kompleksitet er det ikke længere en holdbar løsning. Og da slet ikke, hvis kunden pludselig stiller krav til skriftlig dokumentation og transparens. Eller hvis der pludselig kommer et lovpålæg om fx fedtafgift.

I sidste ende står man med en flaskehals, hvor det at overskue kompleksiteten skaber så mange manuelle processer i hele organisationen, at man mister både tid, overskud og ordrer. Så har man paradokset, mange ledere kender: Skru op for tempoet, og se fejl, utilfredshed og følgeomkostninger følge med. Eller lad vær, og mist den omsætning, der skal bringe organisationen gennem næste kvartal.

Derfor er man nødt til at have et system, hvor viden automatisk videresendes internt i organisationen og kan tilgås direkte af alle, som har en rolle i leverancen, så de altid ved, præcis hvilke krav et givent produkt skal leve op til. Samtidig skal systemet automatisk blokere for salg af varer eller indkøb af råmateriale, som ikke er tilladt til den enkelte kunde eller produktserie, så man undgår forretningskritiske fejl.

Kom foran de billigste konkurrenter

Formår man at komme over på den anden side af omstillingen, venter gevinsten. Når virksomhedens forskellige afdelinger både kan se frem i tiden og forstår, hvad der forventes hvornår, øges planlægningskompetencen og afledt deraf fleksibiliteten. Det betyder lettere omstillinger mellem en større række af produkter og kortere nedetider mellem batches.

Dermed får man adgang til en helt ny kundegruppe, hvor mindre, men særlige batches produceret med særlige krav om kvalitetssikring af råmaterialer og sporbarhed er vigtigere end at spare 10 % på indkøbsprisen.

Dér, hvor jeg sidder, kan jeg tydeligt se forskel: Enkelte virksomheder er langt med omstillingen, et fleksibelt produktionsapparat og et kvalitetsdifferentieret produktmix – resten…? jeg venter stadig på at se, om de rammer bunden med hovedet eller benene først.

Emner

  • Kemikalieindustrien

Kategorier

  • produktion
  • it
  • erp
  • eg a/s
  • eg

Relateret materiale