Pressemeddelelse -

Hver tredje beskytter ikke mobilen

Hver tredje dansker bruger ikke cover, etui eller anden beskyttelse på deres smartphone. Det kan koste dem dyrt.

– Et mobilcover beskytter ikke mod alt, men i ni ud af ti tilfælde vil det redde din telefon, hvis du taber den på gulvet, siger Michael West, salgschef i Elgiganten.

36 procent har ikke cover, etui eller anden beskyttelse på mobiltelefonen, viser en undersøgelse YouGov har foretaget for Elgiganten. Med 4,7 millioner smartphones i Danmark1 betyder det, at der findes mere end 1,5 millioner ubeskyttede mobiler i Danmark.

– Det er dumt ikke at beskytte mobilen. Skærmen er det første der ryger, når den rammer jorden. Det er en kostbar affære at skifte skærm. Har man cover, beskytter man skærmen og kanterne på telefonen, siger Michael West.

Danskerne køber dyrere og dyrere mobiltelefoner, og tabet kan derfor blive stort, hvis du ødelægger den.

– Bare på det sidste år er telefonpriserne steget med 1.000 kroner og de fleste nye smartphones har nu en værdi på over 5.000 kroner, og derfor er det vigtigt at beskytte dem. Garantien dækker ikke, hvis du taber telefonen på gulvet, siger Michael West.

Vand og støv kan også gøre alvorlig skade på din mobil. Et almindeligt cover vil give en god beskyttelse også mod disse trusler.

– Der findes covers som er 100 procent vand- og støvtætte, men de er rimelig store. Skal du til Sahara eller på dykkertur, kan de dog være noget for dig. Nogle telefoner er imidlertid vand- og støvafvisende og flere af de nyeste Sony-telefoner kan trygt tages med i badet, siger Michael West.

Færre smadrer mobilen

Gennem flere år har forsikringsselskaberne mærket en jævn stigning i antal ødelagte mobiltelefoner. Nu ser det imidlertid ud til at trenden er i færd med at vende.

– Den negative udvikling vendte sidste efterår. Efter flere år med stigende forsikringsudbetalinger for mobiluheld, har færre end tidligere ødelagt deres mobiltelefon i løbet af det sidste år. Vi mangler dog fortsat at se, om det er starten på en varig trend, siger informationsdirektør Jon Berge i forsikringsselskabet If.

Han tror den positive udvikling skyldes, at folk er blevet bedre til at beskytte deres mobiltelefoner med covers og etuier.

– Jeg ser ingen anden grund. Telefonerne bliver stadig dyrere, og folk tænker, at de bør tage godt vare på dem.Der findes mange fede covers, og det er blevet normalt at bruge dem som en erstatning for de traditionelle tegnebøger, siger Jon Berge.

Bytter cover til fest

I tillæg til at beskytte smartphonen har covers også en mode-dimension. De siger noget om, hvem man er, på samme måde som tøj, frisure og hovedtelefoner.

– Stadig flere køber flere covers til den samme mobil. Måske har de et farverigt cover når de går til fest og et lidt mere neutralt når de er på job, siger Michael West fra Elgiganten.

Mange mobilcovers har plads til dankort og kontanter og erstatter dermed tegnebogen. Nu kommer der også covers, der kan erstatte opladeren.

– Det nyeste er nu et cover med indbygget nødbatteri. Så får man et cover med indbygget tegnebog, som også lader mobilen, samtidig med det næsten ikke er større end et almindeligt cover, siger Michael West.

1)Kilde: BFEs årlige forbrugerundersøgelse, 2014

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • smartphone
  • mobilcover
  • mobilskærm
  • mobiletui
  • forbrugerelektronik
  • detailhandel
  • elektronik

Elgiganten er en af Danmarks førende varehuskæder indenfor mærkevare-produkter i hjemme-elektronik og hårde/hvidevarer. Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag ca. 2.000 medarbejdere fordelt på 29 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker på Elgiganten.dk.

Elgiganten A/S omsatte i regnskabsåret 2014/15 for i alt 5,3 milliarder danske kroner. Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2014/15 omsatte for i alt 29,8 milliarder norske kroner.

Der er i Norden i alt 390 varehuse og ca. 10.000 medarbejdere. Alle nordiske varehuse forsynes fra det 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af britiske Dixons Carphone. 

Kontakt

Ditte Opstrup Andersen

Pressekontakt Kommunikationschef PR & Kommunikation +4527614057

Relateret materiale