Nyhed -

Ændrede vilkår for støtte til anvendelse af biogas på eksisterende anlæg

Energiforligskredsen har den 4. april 2019 besluttet at justere kriterierne for planlagte biogasprojekter, der nettilsluttes efter 1. januar 2020.

Med energiaftalen fra sommeren 2018 besluttede samtlige Folketingets partier at stoppe den nuværende støtteordning til nye biogasanlæg i 2020 og at indføre et loft over støtten til produktionen.

Energiforligskredsen besluttede den 8. februar 2019, at stopdatoen bliver den 1. januar 2020, og aftalte samtidig en række kriterier for de planlagte anlæg, som ikke kan nå være etablerede inden da.

Energiforligskredsen har den 4. april besluttet at justere visse af dispensationskriterierne for de planlagte projekter. Det er besluttet, at fristen for, hvornår der senest skal foreligge VVM-tilladelse og miljøgodkendelse udskydes fra den 8. februar 2019 til den 1. juli 2019.

Det er fortsat et kriterie, at der er foretaget dokumenterbare irreversible investeringer senest den 8. februar 2019.

Det er endvidere besluttet, at der kan gives dispensation til de opgraderingsanlæg, som inden den 1. april 2019 har indgået en tilslutningsaftale med gasdistributionsselskabet om nettilslutning før den 1. januar 2020, men hvor tilslutningen forsinkes af uforudsete hændelser.

De nu gældende kriterier, som skal opfyldes for at opnå støtte til anvendelse af biogas på de eksisterende biogasstøtteordninger, fremgår af Energistyrelsens notat af 5. april 2019 og erstatter udmeldingen af 8. februar 2019. Læs mere Energistyrelsens hjemmeside.

Læs mere om baggrunden for beslutningen i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse.

Fakta:

  • Samtlige partier i Folketinget blev med energiaftalen fra juni 2018 enige om at sætte et stop i 2020 for støtte til nye biogasanlæg på den eksisterende støtteordning for biogas samt loft for den tilskudsberettigede produktion.
  • Stoppet skal ses i lyset af, at støtteudgifterne til biogas er vokset betydeligt de senere år, og den retning ser ud til at fortsætte. Biogas får i dag hver fjerde VE-støttekrone, men bidrager kun til godt 10 pct. af den samlede VE-produktion.
  • Der er ikke mindst siden energiaftalens indgåelse sket en markant udvikling i forventningerne til biogasudbygningen.
  • Der sættes derfor et stop for støtte til nye anlæg til elproduktion på biogas og anlæg til opgradering af biogas til gasnettet pr. 1. januar 2020. Samtidig gives ikke nye tilsagn om støtte til anlæg, som udnytter biogas til transport, industrielle processer og varme.
  • Det vil være muligt at ansøge om dispensation, hvis biogasanlægget ikke er i drift inden den 1. januar 2020, såfremt der er gennemført betydelige, irreversible investeringer i anlægget inden den 8. februar 2019 samt fået meddelt VVM-tilladelse og miljøgodkendelse (myndighedsgodkendelser) senest den 1. juli 2019.

Kontakt

Specialkonsulent Nanna Alberti, nal@ens.dk, 33926719

Kategorier

  • forsyning
  • klima og co2
  • effektivisering & erhverv
  • vedvarende energi
  • politik

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale