Skip to main content

El og brint vil kunne udkonkurrere benzin og diesel

Nyhed   •   Feb 10, 2016 23:41 CET

Nye beregninger fra Energistyrelsen viser, at fossilfri teknologier på sigt vil kunne udkonkurrere benzin og diesel.

El- og brintbiler vil kunne blive et økonomisk attraktivt alternativ til personbiler, der kører på benzin og diesel. Denne udvikling vil kunne betyde, at CO2-udledningen fra biler falder med 90 pct. Samtidig kan lastbiler og busser, der kører på biogas sammen med flere eldrevne tog, bidrage markant til at begrænse CO2-udledningen.

Det viser Energistyrelsens netop opdaterede ”Model for alternative drivmidler”, der beregner omkostninger, energieffektivitet og udledning af CO2 for en række ikke-fossile brændstoffer.

Modellen viser også, at der på sigt er CO2-besparelser at hente i fly- og skibstransporten, hvis disse i højere grad bruger biobrændstoffer.

Det viser modellen

  • Hvor det er muligt, er el som drivmiddel en klima- og energieffektivitetsmæssig gevinst. El- og brintbiler kan blive billigere end benzin- og dieselbiler på sigt.
  • 2. generations biobrændstoffer giver væsentlige klimafordele og har potentiale til at blive konkurrencedygtige med fossile brændstoffer imod 2035.
  • Ikke alle biobrændstoffer giver klimagevinster. 1. generations biodiesel baseret på raps giver f.eks. meget små eller ingen reduktion i forhold til almindelig diesel.

Model rækker til 2050

Den alternative drivmiddelmodel har netop gennemgået en større opdatering. Som noget nyt inkluderer modellen ikke kun personbiler og tung transport, men også tog, skibe og fly og rækker nu frem til 2050. Modellen er også blevet udvidet med flere drivmidler, og indeholder nu 47 kombinationer af transportmidler og drivmidler. Herudover er drivhusgasudslip forbundet med fremstillingen af transportmidlerne inkluderet.

Energistyrelsen opdaterer løbende beregningsmodellen for alternative drivmidler i takt med udviklingen inden for transport og drivmidler. Den opdaterede model skal fungere som et fælles fagligt datagrundlag for alle, der beskæftiger sig med omkostninger, drivhusgasudledninger og energieffektivitet i transportsektoren. Modellen kan bl.a. bruges til at pege på omkostningseffektive teknologier, der gør det muligt at komme i mål med ambitionen om en fossilfri transportsektor. 

Alternative drivmidler i transportsektoren