Nyhed -

Energistatistik 2009: Store fald i energiforbrug og udledning af drivhusgasser

Energistatistik 2009 viser, at det korrigerede bruttoenergiforbrug nu er på niveau med forbruget i 1980 og lavere end i 1990.

Energiforbruget faldt 4,0 pct.
Danmarks faktiske energiforbrug faldt i 2009 med 4,0 pct. til 809 PJ. Forbruget af olie og naturgas faldt henholdsvis 6,0 pct. og 4,0 pct., mens forbruget af kul faldt 1,8 pct. Samtidig steg forbruget af vedvarende energi i 2009 med 0,8 pct. Det fremgår af Energistatistik 2009, som Energistyrelsen offentliggør i dag. Udviklingen skal ses på baggrund af et betydeligt fald i den økonomiske aktivitet. Således faldt bruttonationalproduktet (BNP) i 2009 med 4,7 pct. Her overfor står, at vejret var koldere i 2009 end i 2008, og at nettoimporten af el var mindre end året før.

Korrigeret for klimaudsving og udenrigshandlen med elektricitet faldt bruttoenergiforbruget i 2009 med 5,7 pct. til 814 PJ. Bruttoenergiforbruget er nu på niveau med forbruget i 1980 og 0,7 pct. mindre end i 1990.

Da faldet i energiforbruget i 2009 er større end faldet i det danske bruttonationalprodukt, er energiintensiteten fortsat faldende (fald på 1 pct. i 2009). Det korrigerede bruttoenergiforbrug er fra 1990 til 2009 reduceret med 0,7 pct. I samme periode er BNP vokset 36,6 pct. Dermed krævede hver BNP-enhed i 2009 27 pct. mindre energi end i 1990.

Stigning i andelen af vedvarende energi
Vedvarende energis andel af det korrigerede bruttoenergiforbrug voksede fra 16,6 pct. i 2008 til 17,5 pct. i 2009. Opgjort efter EU’s beregningsmetode, hvor der tages udgangspunkt i det endelige energiforbrug, voksede andelen af vedvarende energi fra 18,8 pct. til 19,7 pct.

Fald i udledning af CO2 fra energiforbrug og samlet udledning af drivhusgasser
De faktiske CO2-udledninger fra energiforbrug faldt i 2009 med 3,6 pct. Korrigeret for udenrigshandel med el og klimaudsving faldt CO2-udledningerne i 2009 6,2 pct. Siden 1990 er den korrigerede CO2-udledning fra energirelaterede aktiviteter reduceret med 19,2 pct.

Den samlede faktiske udledning af drivhusgasser i 2009 er foreløbigt opgjort til 62,1 mio. ton CO2-ækvivalent mod 63,8 mio. ton CO2-ækvivalent i 2008 svarende til et fald på 2,7 pct. Korrigeret for klimaudsving og udenrigshandel med el er faldet i 2009 på 4,8 pct. I forhold til basisåret (1990/95) er de faktiske og de korrigerede udledninger af drivhusgasser reduceret med henholdsvis 10,4 pct. og 19,1 pct.

Energiproduktionen faldt 10 pct.
Den samlede danske produktion af primær energi faldt 10,1 pct. i 2009 til 1008 PJ. Produktionen af råolie og naturgas faldt i 2009 henholdsvis 8,1 pct. og 16,5 pct., mens produktionen af vedvarende energi m.m. faldt 0,7 pct.

Selvforsyningsgraden for energi i 2009 var 124 pct. Det betyder, at den danske energiproduktion i 2009 var 24 pct. højere end det danske energiforbrug. I 2008 var selvforsyningsgraden 130 pct.

Store, men faldende valutaindtægter
Overskuddet på handelsbalancen ved handelen med energi var i 2009 13,0 mia. kr. mod 22,6 mia. kr. i 2008. Faldet på 42 pct. skyldes både nedgang i produktionen af råolie og naturgas og lavere energipriser.

Eksporten af energiteknologi og -udstyr faldt i 2009 med 11,8 pct. til 58,0 mia. kr. Trods faldet udgør eksporten af energiprodukter og -udstyr, herunder ikke mindst vindmøller, en stadigt stigende andel af Danmarks samlede vareeksport. Andelen var 11,6 pct. i 2009 mod 11,1 pct. året før.

Energistatistik 2009

Peter Dal
Chefkonsulent
Center for Energiressourcer
Tlf.: 3392 7503
pd@ens.dk
 

Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06