Nyhed -

Energistyrelsen indkalder til høring om Baltic Pipe

Energinet og den polske virksomhed GAZ-SYSTEM har søgt Energistyrelsen og Miljøstyrelsen om igangsættelse af en miljøvurdering (VVM-proces) for Baltic Pipe. Projektet har til formål at etablere en rørforbindelse, der transporterer naturgas fra den norske Europipe II i Nordsøen til Danmark og Polen. I den forbindelse indkalder Miljøstyrelsen og Energistyrelsen til idéer og forslag fra borgere, interesseorganisationer mv. til de forestående miljøvurderinger.

Energinet og GAZ-SYSTEM skal som bygherrer for projektet udarbejde en miljøkonsekvensrapport, som belyser projektets mulige miljøpåvirkninger og danner grundlag for myndighedernes behandling af ansøgningen og beslutningen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til projektet.

Miljøvurderingen skal sikre, at der bliver taget hensyn til miljøet under planlægningen af anlægsprojekter, der kan forventes at påvirke miljøet væsentligt. Energistyrelsen er VVM-myndighed for projektets dele på vand, mens Miljøstyrelsen er myndighed for anlæggets dele på land.

Inden miljøkonsekvensrapporten bliver udarbejdet, skal VVM-myndighederne afgrænse rapportens indhold. Som led i afgrænsningen indkaldes der hermed idéer og forslag fra borgere, interesseorganisationer mv. til de forestående miljøvurderinger på både land- og vanddelen. Du kan læse om projektet og de mulige miljøpåvirkninger i nedenstående links.

Alle ideer, bemærkninger og forslag kan sendes frem til den 22. januar 2018 til Miljøstyrelsen på mst@mst.dk eller med post til:

Miljøstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø

Herefter vil Miljøstyrelsen og Energistyrelsen behandle de indkomne svar i forhold til eget myndighedsområde. Læs mere om myndighedsbehandlingen i idéoplægget.

Læs mere om høringen om Baltic Pipe på Energistyrelsens hjemmeside og på Miljøstyrelsens hjemmeside

Kontaktperson i Energistyrelsen: 

Fuldmægtig Kasper K. Kristiansen, tlf: 3392 6747, e-mail: kak@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • internationalt
  • forsyning

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale