Nyhed -

Nyt klima- og energisektorprogram i Mexico skal understøtte grøn omstilling

Mexico har efterspurgt danske erfaringer og ekspertise på energi- og klimaområdet. Folketingets Finansudvalg har godkendt en bevilling på 45 mio. kr. fra klimapuljen til aktiviteter inden for klima, energieffektivisering og vedvarende energi i Mexico.

Folketingets Finansudvalg godkendte den 12. december 2013 en bevilling på 45 mio. DKK under Klimapulje 2013 til et 3½-årligt klima- og energiprogram i Mexico.  Det dansk-mexicanske samarbejdsprogram skal understøtte en grøn omstilling i Mexico gennem en række aktiviteter inden for klima, energieffektivisering og vedvarende energi, hvor Danmark har styrkepositioner. Mexico er en vækstøkonomi og verdens 12. største udleder af drivhusgasser med et stort potentiale for at reducere CO2-udledningerne.

Programmet, der indledes i begyndelsen af 2014, baseres på et tæt samarbejde mellem Klima-, Energi- og Bygningsministeriet i Danmark og Miljøministeriet og Energiministeriet i Mexico. Mexico har ambitiøse mål på klima- og energiområdet, og landet har efterspurgt danske erfaringer og ekspertise på områder, hvor Danmark gennem en mangeårig politisk indsats har særlige kompetencer og har opnået bemærkelsesværdige resultater i form af reduceret energiforbrug og CO2-udledning. Det gælder eksempelvis områderne energieffektivitet i bygninger og industri, planlægning på energi- og klimaområdet, fremme af vedvarende energi og øget integration af vedvarende energi i elsystemet.  

Mexico har udmeldt en CO2 reduktion på 30 pct. i forhold til de ellers forventede udledninger i 2020, samt at 35 pct. af el-produktionen skal komme fra ikke-fossile brændsler i 2024. Den danske støtte skal bistå de mexicanske klima- og energimyndigheder med at skabe forudsætningerne for landets omstilling til et lav-emissionssamfund.  Samtidig åbner programmet mulighed for at understøtte partnerskaber mellem danske og mexicanske virksomheder og inddrage civilsamfundet.

Læs mere om det bilaterale klima- og energisektorprogram i Mexico her.

Programmet er fagligt forankret i Energistyrelsens Low Carbon Transition Unit, som også leverer energifaglig bistand til Vietnam og Sydafrika samt en række tværgående aktiviteter. Læs mere om Energistyrelsens Low Carbon Transition Unit her.

Modelsamarbejde mellem Mexico og Danmark

Det forstærkede klima-og energisektorsamarbejde mellem Mexico og Danmark har baggrund i et nært forhold inden for klima- og energiområdet, hvor de to lande bl.a. havde et givtigt samarbejde under COP15 og COP16. De to landes samarbejde er fortsat på klimamodel og -analyseområdet. Læs mere herom her.

LCTU - Low Carbon Transition Unit, Climate and Energy programme in Mexico, Baseline Comparison Exercise with Mexico

Ulla Vestergaard Rasmussen
Fuldmægtig
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 33 92 75 71
uvr@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06