Skip to main content

Skærpede fremdriftskrav for åben-dør-ansøgninger for havvindmøller

Nyhed   •   Feb 12, 2016 23:42 CET

Energi-, forsynings- og klimaministeren har besluttet, at der skal fastsættes fremdriftskrav til åben-dør-projekter for havvindmølleparker. Fremdriftskravene skal sikre større fremdrift i projekterne, og kravene omfatter både eksisterende og nye ansøgninger.

Energistyrelsen har i dag orienteret alle ansøgere af de såkaldte åben-dør-projekter, at der fra den 12. februar fremsættes fremdriftskrav til nye projekter og de projekter, som de allerede har sendt til Energistyrelsen. Styrelsen har i dag 26 åben-dør-ansøgninger under sagsbehandling, hvoraf langt de fleste ansøgninger er i et meget tidligt stadie af ansøgningsprocessen. 

Kravene til åben-dør-projekterne indeholder en skærpelse på fire punkter:

  1. Der fastsættes kortere frister for modtagelse af nødvendige oplysninger i forbindelse med behandling af ansøgningen inden en forundersøgelsestilladelse. Alle ansøgere kan regne med at få fire uger til at indsende supplerende materiale til ansøgningen. 
  2. Efter modtagelse af en forundersøgelsestilladelse skal forundersøgelsesrapporten være færdiggjort inden for 1 år.
  3. Hvis forundersøgelsesrapporten godkendes, skal ansøgeren inden 3 måneder meddele, om det ønskes at opføre et produktionsanlæg på den ansøgte placering.
  4. Der skal ansøges om en etableringstilladelse senest 6 måneder efter godkendelse af forundersøgelsesrapporten. 

Tidsfristerne vil kunne forlænges, hvis særlige forhold gør sig gældende.

De skærpede fremdriftskrav vil minimere langvarige arealreservationer, og de vil begrænse borgernes usikkerhed om, hvorvidt der kommer en havvindmøllepark i deres lokalområde. Samtidig får projektudvikleren hurtigt en afklaring på, om et projekt kan realiseres.

Med kravene begrænses projekterne til de projekter, hvor projektudvikler har reelle intentioner om at opføre en havvindmøllepark inden for en begrænset tidsramme. Hvis projektudviklerne ønsker at opretholde deres ansøgning, skal de sikre, at projektet skrider planmæssigt frem i alle stadier.

I den kommende tid vil Energistyrelsen kontakte alle ansøgere med henblik på at afklare den videre proces for netop deres ansøgning.

Fakta:

Energistyrelsen har i dag 26 åben-dør-ansøgninger under sagsbehandling. Heraf er 22 ansøgninger på et tidligt stadie i processen. De resterende projekter har alle fået en forundersøgelsestilladelse:

  1. Havvind Århus Bugt A/S (HÅB) – Mejl Flak
  2. European Energy – Omø Syd
  3. European Energy – Jammerland Bugt
  4. Nissum Bredning Vindmøllelaug I/S & Jysk Energi (tidligere NOE) – Nissum Bredning

Frederikshavn Offshore Wind ApS har tidligere fået en etableringstilladelse, som sidenhen er blevet leveret tilbage grundet ansøgning under 50 MW forsøgsordningen. Senest har Energistyrelsen modtaget en ny ansøgning til forundersøgelsestilladelse fra Frederikshavn Offshore Wind ApS vedrørende samme site.  

Åben-dør-ordningen for havvindmøller