Skip to main content

​Varmepumper på abonnement er en håndsrækning til stavnsbundne ejere af oliefyr

Nyhed   •   Feb 17, 2017 09:08 CET

NYHED FRA ENERGI- FORSYNINGS- OG KLIMAMINISTERIET:

Ny abonnementsordning for varmepumper giver tusindvis af danskere mulighed for at sende deres oliefyr på pension og få varme med grøn strøm i stedet.

Ca. 140.000 bygninger og husstande opvarmes stadig med et oliefyr og er nødt til at betale en unødvendigt høj varmeregning for at holde vinterkulden for døren. Der er typisk tale om bygninger i landdistrikterne, hvor der ikke er mulighed for at koble sig på fjernvarme- eller naturgasnettet.

Men nu udruller Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i samarbejde med fem virksomheder en ordning, hvor man kan skrotte oliefyret og få varmen leveret fra en varmepumpe på abonnement.

Det her er en håndsrækning til de mange husejere rundt om i landet, der gerne vil af med deres oliefyr, men som ikke bare uden videre kan skifte til en anden opvarmningsform. De kan nu få en løsning, der ikke kun gør det billigere i startomkostninger at få en varmepumpe, men også væsentligt nemmere,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Grøn varme til en god pris

I dag koster en varmepumpe, som kan erstatte et oliefyr, typisk i omegnen af 100.000-150.000 kr. inklusiv installation og tilslutning.

Med abonnementsordningen påtager et energiselskab sig ansvar for installation, teknik og finansiering, mens husejeren betaler for sit varmeforbrug og evt. et engangsbeløb for tilslutning.

Det er ikke urealistisk, at man kan skære op til 1/4 af sin varmeregning ved at skifte fra oliefyr til en varmepumpe på abonnement. Den konkrete besparelse kommer an på ens varmeforbrug, og hvilket abonnement man vælger.

Jeg tror, at de fleste danskere gerne vil have klimavenlige energiløsninger derhjemme, hvis det er økonomisk fornuftigt og praktisk muligt. Nu får knap 1.800 husstande i hele landet mulighed for at sende oliefyret på pension og få grønnere varme uden bøvl og risiko. Det er en win-win løsning, som jeg håber, at mange vil benytte sig af,”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Håndsrækning til landdistrikterne

Hovedparten af de ca. 140.000 aktive oliefyr er i landdistrikterne. Det viser tal fra Energistyrelsen, som ud fra BBR-registret har opgjort, hvor mange ejere af oliefyr, som har fået leveret olie i 2013, 2014 eller 2015.

Ordningen vil være særlig interessant for de mange mennesker i landdistrikterne, der hverken kan koble sig på fjernvarme- eller naturgasnettet og måske heller ikke kan se fornuften i at investere op til 150.000 kr. i en varmepumpe. Vi skal have et Danmark i balance, hvor alle uanset postnummer har mulighed for at få grøn og klimavenlig energi i deres boliger. Det tager vi et godt skridt i retning af med denne ordning,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Ordningen sker som led i aftalen om udmøntning af energireserven for 2016-2018. Der er over de næste tre år afsat i alt 25 mio. kr., som fem virksomheder har vundet igennem et udbud fra Energistyrelsen.

Med samarbejdet støttes hver af virksomhederne frem til 2019 i at etablere sig på markedet med 350 varmepumper hver, dvs. at der i alt bliver udbudt 1.750 varmepumper på abonnement.

Der er tale om et samarbejde med erhvervslivet, hvor vi skubber gang i et nyt marked for varmepumper på abonnement. Det er vigtigt, at vi får sat tempo på udfasning af oliefyrene, for vi har en ambitiøs målsætning om at kunne dække mindst 50 pct. af vores energibehov med vedvarende energi i 2030 og at være helt uafhængige af fossile brændsler i 2050”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Fakta

  • De fem virksomheder har selv udviklet og sammensat deres abonnementer. Nogle har valgt at indgå partnerskaber med for eksempel lokale fjernvarmeselskaber, som står for kundekontakt og markedsføring, mens andre af virksomhederne tilbyder abonnementsløsningerne under eget navn. De fem virksomheder får støtte over de næste tre år til at løbe et marked i gang.
  • De fem virksomheder, som er udvalgt til at udbyde varmepumperne, er:

Best Green

Greentech Advisor A/S

OK a.m.b.a.

SustainSolutions

Verdo Go Green A/S

  • Mere end halvdelen af det danske elforbrug dækkes i dag vedvarende energi såsom vindmøller og solceller.
  • 64 procent af de danske husstande har fjernvarme. Det svarer til ca. 1,7 millioner husstande.