Pressemeddelelse -

Bygherrer kan skære 1 pct. af byggeudgifterne

Pressemeddelelse

Energistyrelsen lancerer nu vejledningen, Den energieffektive byggeplads, som skal hjælpe bygherrer og rådgivere med at spare energi på byggepladsen. Vejledningen vil i de fleste tilfælde kunne bidrage til at holde energiudgifterne på under 0,5 pct. af byggesummen.

Det kræver normalt meget energi at opføre en bygning. Typisk, hvad der svarer til 2-4 års fremtidigt varmeforbrug eller 0,5-1,5 pct. af byggesummen. Men der er stor forskel på energiforbruget på de forskellige byggepladser, og udgiften kan i mange tilfælde reduceres til under 0,5 pct. af byggesummen.

Sæt ind i begyndelsen af projektet

Muligheden for at påvirke og reducere energiforbruget i en byggeproces er størst i begyndelsen af projektet. Derfor henvender vejledningen sig især til bygherrer og rådgivere, der tager nogle af de vigtigste valg i begyndelsen af et byggeri. Entreprenører, leverandører og håndværkere kan dog også hente inspiration i vejledningen.

Projektleder i Energistyrelsen, Simon Chræmmer Jørgensen, fortæller: ”Uanset, om byggeprojektet er stort eller småt, og hvordan det er organiseret, vil vejledningen kunne guide bygherrer og rådgivere igennem deres overvejelser, så de sparer energi i hele forløbet.”

Flere virksomheder har set resultater

Ved at bruge redskaberne i vejledningen, bliver byggeprocessen mere lean, uden at det giver ekstra besvær. Miljøchef hos NCC, Svend Mertz, siger: ”Groft sagt, er det ofte et spørgsmål om at planlægge byggeriet, så tingene kan gøres i den rigtige rækkefølge – dvs. lukke huset af med permanente vinduer, før man sætter varme på”.

Andre gange er der behov for en usædvanlig løsning, som projektleder Steen Rasmussens fra MT Højgaard fandt til et kontorbyggeri: ”Byggefolkene lavede f.eks. en midlertidig ”tagdækning” med tagnedløb over atrium. Så kunne de arbejde i tørvejr ude og inde på samme tid uden at måtte stoppe aktiviteter om vinteren. Det forkortede byggeperioden og gav et mindre energiforbrug”.

Opvarmning og udtørring sluger 80 pct.

Et af de områder, som sluger meget energi, er opvarmning og udtørring. Det udgør i gennemsnit 80 pct. af byggeprocessens samlede energiforbrug. Ofte er det dog muligt at finde besparelser på dette område – især hvis der tænkes energibevidst allerede under planlægningen af byggeriet.

Kom til fyraftensmøde om vejledningen

Energistyrelsen inviterer til fyraftensmøder i København, Aalborg og Aarhus hhv. den 4., 11. og 12. juni, hvor der vil blive en grundig introduktion til metoderne i vejledningen og givet eksempler fra byggepladser. Det er gratis at deltage.

Se programmet

Vejledning, tjekliste og cases

Asser Simon Chræmmer Jørgensen
AC-medarbejder
Tlf.: 33 95 58 16
ascj@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06