Skip to main content

Ny rapport peger på biogas til tung transport

Pressemeddelelse   •   Feb 01, 2017 09:27 CET

Biogas kan på lang sigt forventes at blive et billigere og mere klimavenligt brændstof til tung transport end flydende biobrændstoffer. Det konkluderer Ea Energianalyse og SDU i et nyt projekt.

Ea Energianalyse og SDU har for Energistyrelsens Biogas Taskforce analyseret tre scenarier for en fremtidig transportsektor i 2050 uden fossil energi:

  1. ”Den flydende vej”, hvor den tunge transports brændstofbehov primært dækkes af flydende biobrændstoffer.
  2. ”Gas-vejen”, hvor brændstofbehovet i højere grad dækkes af biogas.
  3. ”Gas-metan-vejen”, hvor biogassen hydrogeneres med brint til metan.

Hele transportsektoren og samspillet med det øvrige energisystem, herunder det nordeuropæiske elmarked, er medtaget i analysen. Det antages, at 1. g. biobrændstoffer udfases inden 2040, og at den lette transport og dele af den tunge transport elektrificeres.

Biogas billigere på lang sigt

”Gas-vejen” er på kort sigt dyrere end flydende biobrændstoffer på grund af meromkostninger til at etablere infrastrukturen i form af gas-biler og gastankstationer. På lang sigt er dette scenarium imidlertid billigere.Det skyldes dels, at det er dyrere at distribuere flydende brændstoffer end gas, når gastankstationerne er bygget, og dels at de flydende brændstoffer forventes at forblive dyrere end biogas.

”Gas-vejen” har samtidig et bedre klimaregnskab end ”den flydende vej”, fordi biogas anvender husdyrgødning og bidrager til en reduktion i udledningen af drivhusgasser herfra.

Svært at konkurrere med naturgas

Analyserne viser, at der skal meget markante økonomiske virkemidler til, hvis biogas og andre grønne gasser skal kunne udkonkurrere naturgas. Det har således en fortrængningsomkostning på op til 2000 kr. pr. ton CO2 at udskifte naturgas med biogas i både energi- og transportsektoren.

Endelig peger analyserne på, at efterspørgslen efter biobrændstoffer på lang sigt kan overskride de bæredygtige ressourcer. Integration af brint i brændstofproduktionen kan afhjælpe ressourceudfordringen.

Læs rapporten ”Biogas og andre VE brændstoffer til tung transport”

Se alle rapporter fra Biogas Taskforce.

Yderligere oplysninger:

Hans Henrik Lindboe, Ea Energianalyse, mobil: 60391704, e-mail: hhl@eaea.dk

Henrik Wenzel, SDU, mobil: 27 78 73 74, e-mail: henrik.wenzel@kbm.sdu.dk,

Bodil Harder, Energistyrelsen mobil: 41905254 e-mail: bha@ens.dk

Energistyrelsen har opgaver vedrørende energiproduktion, -forsyning og -forbrug samt indsatsen for at nedbringe CO2-udledningen. Styrelsen har desuden ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er ca. 360 personer beskæftiget i Energistyrelsen.