Skip to main content

Spar penge på strøm i sommerferien

Pressemeddelelse   •   Jul 10, 2017 08:00 CEST

Sommeren byder på sol, kolde drinks i skyggen og lange aftener på terrassen med venner og familie. Så hvordan tænker vi lige energien ind? Energistyrelsen har her samlet 3 gode råd til, hvordan du kan spare penge på strøm og samtidig passe på miljøet i din sommerferie.

1: Gode energivaner indendørs

Når vejret er godt, kan du også tænke på dit varmeforbrug. Med disse råd kan du holde en stabil temperatur og samtidig reducere energiforbruget.

Det skal du gøre:

  • Overvej om du kan sænke temperaturen. Du sænker dit varmeforbrug med 5 %, hvis du sænker temperaturen med 1°C i huset. Læs mere her
  • Brug termostater. De holder temperaturen stabil i alle rum og afstemmer temperaturen efter den varme, der kommer fra f.eks. elektronik, sol og beboere.
  • Hold på varmen på de kolde dage. Luk dørene mellem rummene, så de kolde rum ikke trækker varme fra varmere rum.
  • Sluk cirkulationspumpe og varmeanlæg. Sådan gør du

2: Elvarme på terrassen

De fleste danskere bruger gasvarmere, når aftenerne på terrassen bliver forlænget, og det begynder at blive koldt.

Men gasvarmere bruger også meget energi og udleder 1/3 mere CO2 end eldrevne varmere. For at undgå at det bliver en dyr fornøjelse, bør du derfor gå efter eldrevne terrassevarmere.

Tips:

  • Husk at slukke terrassevarmeren, når den ikke er i brug og tænd den først, når du skal bruge den.
  • Vælg terrassevarmer med infrarød stråling frem for reflektorvarme, så bliver dit elforbrug mindst muligt. Jeg vil vide mere

Er du nysgerrig efter at se, hvor du ellers kan spare energi? Så læs mere på SparEnergi.dk/sommerhus

3: Køl og frys med mindre elforbrug

Kølig rosévin og friske is kan være guld værd i løbet af sommeren. Men det koster strøm at få de rigtige temperaturer. En dansk familie bruger i gennemsnit 14 % af deres strøm på køl og frys, men du kan spare energi ved at bruge dine hvidevarer rigtigt.

Vidste du for eksempel, at elforbruget stiger med 2-3 % for hver grad, du sænker temperaturen i fryseren under – 18°? Eller at du kan spare ca. 10 % af elforbruget, hvis du stiller fryseren i et rum, hvor der er 16°C frem for 20°C? Se mere her

Tips:

  • Hold 3-5° i køleskabet
  • Hold -18° i fryser
  • Optø i køleskab
  • Giv plads til ventilation
  • Tjek tætningsliste

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.