Skip to main content

Stor stigning i forbruget af vedvarende energi i 2017

Pressemeddelelse   •   Apr 04, 2018 16:00 CEST

Forbruget af vedvarende energi steg knap 11 pct., mens kulforbruget faldt med 21 pct. i 2017. Samlet set betød det et stort fald i udledningen af energirelateret CO2. Det fremgår af Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2017, der også viser, at Danmarks selvforsyningsgrad steg sidste år.

Det faktiske energiforbrug i Danmark steg marginalt med 0,1 pct. i 2017 til 744 PJ, mens det korrigerede bruttoenergiforbrug steg med 0,2 pct. Ændringen dækker dog over en forskydning i sammensætningen af brændsler, hvor forbrug af kul og naturgas er erstattet af en stigning i forbruget af vedvarende energi og i olieforbruget.

I det korrigerede bruttoenergiforbrug, der er energiforbrug korrigeret for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet og klimaudsving, er forbruget af kul og naturgas faldet henholdsvis 21 pct. og 5,1 pct. Forbruget af vedvarende energi og olieforbruget er omvendt steget med henholdsvis 10,9 pct. og 2,9 pct. Årsagen til ændringen skyldes især, at mindre vind i 2016 gav en lavere produktion af vindenergi, som bl.a. medførte et øget kulforbrug på kraftværkerne. 2017 har i modsætning hertil været tæt på et normal vindår.

Fald i udledning af CO2

Det faldende forbrug af fossile brændsler i 2017 medførte, at de faktiske udledninger af CO2 fra energiforbruget faldt med 5,4 pct. sammenlignet med 2016. Når der korrigeres for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet samt klimaudsving faldt CO2-udledningerne i 2017 med 5,3 pct.

Danmarks samlede faktiske udledning af drivhusgasser skønnes på baggrund af den foreløbige energistatistik at være faldet med 3,9 pct. i 2017, mens udledningen korrigeret for klima og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med el skønnes at være faldet med 4,0 pct.

En endelig opgørelse over Danmarks udledning af drivhusgasser vil senere blive publiceret af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Stigning i anvendelse af vedvarende energi

Den vedvarende energis andel af energiforbruget steg i 2017. Andelen af vedvarende energi i det korrigerede bruttoenergiforbrug steg fra at have dækket 29,1 pct. i 2016 til at dække 32,3 pct. i 2017. Det dækker over en stigning i forbruget af vindenergi og i anvendelsen af biogas.

EU opgør andelen af vedvarende energi ved at tage udgangspunkt i det endelige energiforbrug. Det er først muligt at opgøre denne andel i den endelige energistatistik, som Energistyrelsen offentliggør til efteråret. VE-andelen opgjort efter EU’s beregningsmåde har i de senere år været ca. 1-2 procentpoint højere end den nationale opgørelse baseret på det korrigerede bruttoenergiforbrug.

Lille stigning i selvforsyningsgraden

Selvforsyningsgraden for energi steg i 2017 fra 83 pct. til 85 pct. Det betyder, at Danmarks samlede produktion af energi i form af olie, naturgas og vedvarende energi svarede til 85 pct. af det korrigerede bruttoenergiforbrug i 2017.

Selvforsyningsgraden er et mål for forholdet mellem produktionen af primær energi og forbruget af olie, naturgas, kul, vedvarende energi samt affald i Danmark. Ser man alene på forholdet mellem forbrug og produktion af olie og gas er Danmark fortsat nettoeksportør med en selvforsyningsgrad på 114 pct. i 2017. Det uændrede niveau i forhold til 2016 skyldes en øget naturgasproduktion, der opvejer den reducerede produktion af råolie.

Den samlede danske produktion af primær energi steg 2,7 pct. i 2017 til 655 PJ. Produktionen af råolie faldt 2,7 pct., mens produktionen af naturgas og vedvarende energi steg med henholdsvis 7,1 pct. og 8,4 pct. i 2017 i forhold til 2016. Den store stigning i vedvarende energi kan primært tilskrives en stigning i produktionen af vindkraft og produktion af biogas til energi.

Fald i energiintensiteten

Energiintensiteten målt i forhold til det korrigerede bruttoenergiforbrug faldt i 2017 med 1,8 pct. i forhold til 2016. Et fald i intensiteten betyder, at bruttonationalproduktet er steget mere end energiforbruget.

Set over perioden fra 2000 til 2016 er energiintensiteten faldet med 22,6 pct. Det er ikke muligt at opgøre energiintensiteten for de enkelte sektorer på nuværende tidspunkt. Disse tal vil blive medtaget i den endelige energistatistik som Energistyrelsen offentliggør til efteråret.

Faktaoversigt

Se faktaoversigten med den foreløbige opgørelse for 2017 af energiproduktion, energiforbrug og CO2-emissioner.

Læs mere om energistatistikken på Energistyrelsens hjemmeside

Yderligere oplysninger: Kontorchef Mikkel Sørensen, tlf. 33 92 67 26, e-mail: mis@ens.dk.



Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.