Pressemeddelelse -

Vi skal nedbringe energiforbruget i vores bygninger

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets pressemeddelelse:

Krav til vinduer og andre byggematerialer, bedre rådgivning af boligejerne og en forbedret energimærkningsordning skal være med til at begrænse energiforbruget i vores bygninger. Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen præsenterer i dag 21 konkrete initiativer, som forventes at kunne reducere energiforbruget til varme i eksisterende bygninger med 35 pct.

De 21 initiativer står i en strategi for energirenovering af bygninger. Strategien er en del af energiforliget fra 2012.

”Energirenoveringsstrategien er den største samlede strategi nogensinde for at reducere forbruget af energi i eksisterende byggeri i Danmark. Den er en væsentlig milepæl i vores omstilling til et energieffektivt samfund. Med initiativerne i strategien forventer regeringen at kunne reducere varmeforbruget i eksisterende bygninger med 35 pct. inden 2050. Vi sender et vigtigt signal til både bygningsejere og byggeindustrien. Det håber jeg, at branchen vil bruge som grundlag for en langsigtet indsats og investeringer i nye teknologiske løsninger,” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.  

Strategien retter sig med sine 21 konkrete initiativer mod forskellige dele af bygningsmassen og forskellige aktører – lige fra profesionelle aktører til almindelige boligejere. Regeringen lægger op til at opgradere energikravene til vinduer og andre dele af bygningernes klimaskærm.

Regeringen foreslår også at indføre frivillige energiklasser for eksisterende bygninger. Det kan give bygningsejerne konkrete sigtepunkter at gå efter ved energirenovering, og det kan give mere plads til nytænkning og innovation, når fremtidens energiløsninger i hjemmene skal udvikles.

Energimærkningsordningen skal styrkes, så den skaber et større incitament til at energirenovere. Om kort tid kan boligsøgende gå direkte fra boligannoncerne til det konkrete digitale energimærke og på den måde danne sig et hurtigt overblik over boligens samlede økonomi.

Rådgivningen skal forbedres gennem ordningen ”BedreBolig”, der giver den enkelte boligejer mulighed for at få samlet rådgivning hos én aktør gennem hele renoveringsprocessen. ”BedreBolig”, som lige nu kører som en pilotordning i ni kommuner, skal bidrage til at gøre energirenoveringen mere overskuelig for boligejeren.

Energirenoveringsstrategien er blevet til gennem et tæt samarbejde med over 40 organisationer inden for bygge-, energi- og finansieringsbranchen samt en række videninstitutioner. De er sammen kommet med en række konkrete bud på, hvordan danskerne kan sænke energiforbruget i eksisterende bygninger gennem nye rammer og initiativer.

”Jeg vil gerne kvittere for alle de gode input, vi har modtaget fra Netværk for energirenovering. De mange forslag har bidraget til, at diskussionen om, hvad vi gør ved den eksisterende bygningsmasse, er blevet meget konkret. Strategien er en vigtig del af regeringens indsats for at omlægge energiforsyningen,” siger Rasmus Helveg Petersen.

Strategi for energirenovering af bygninger, Præsentation af strategien, Faktaark - Strategiens initiativer, Faktaark - Informationsaktiviteter

Mette Odgaard Mylin
Kontorchef
Tlf.: 3392 6746
mom@ens.dk
 

Renato Ezban
Chefkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 77 23
re@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06