Pressemeddelelse -

Danskerne vil helst købe julegaven lokalt

Mange danskere dropper de fyldte gågader i juletiden og ordner i stedet for gaveindkøbene online. Men en ny undersøgelse tyder på, at det mere er af nød end af lyst. For mens blot 15% foretrækker at købe julegaverne på nettet, foretrækker hele 61% at købe dem i lokalområdet.

”Der er et uforløst potentiale i lokal juleshopping, for fire ud af ti danskere siger, at de i dag primært køber julegaverne lokalt, men det er hele seks ud af ti, som der foretrækker at gøre det. Mens butiksdød og manglende udvalg nogle steder kan være forklaringen på den forskel, kan det andre steder blot skyldes, at de små butikker ikke har råbt højt nok om deres udvalg og tilbud. Særligt her i juletiden er der ellers rig mulighed for at gøre det til forskellige julearrangementer, men det gælder også om at være til stede på nettet,” siger Kristoffer Apollo, kommunikationschef i Eniro, som står bag Danmarks største lokale søgetjeneste, Krak.

Svenskerne går mindre op i lokal shopping
Eniro har også foretaget undersøgelsen blandt vores svenske naboer, og her viser sig et mindre lokalpatriotisk forhold til julegaveshopping. Kristoffer Apollo siger:

”Svenskerne er i mindre grad end danskerne optagede af at handle i lokalområdet, og her er det faktisk mere end hver fjerde, der foretrækker nethandlen, når julegaverne skal købes. Det kan skyldes, at der er flere tyndtbefolkede områder, hvor der er længere til det lokale byliv, end vi ser i Danmark. Så føler man formentlig en mindre tilknytning til de forretningsdrivende, hvis de nærmeste befinder sig 20-30 km væk.”

Nordmændene vil juleshoppe i Danmark
Kigger vi mod nordmændene, er der omvendt noget, der tyder på, at det er mindre vigtigt for dem at købe julegaverne lokalt. Eniro har nemlig gennemført en anden undersøgelse i Norge, der viser, at hver tredje nordmand nogle gange rejser på storbyferier for at klare juleindkøbene. Her er London den mest populære by at juleshoppe i, København den næstmest populære udenlandske storby, mens Stockholm på trods af geografisk nærhed skraber bunden.

Fakta fra undersøgelsen

  • 41% af danskerne køber i dag julegaverne i lokalområdet, 35% køber dem uden for lokalområdet og 15% på nettet.
  • 61% af danskerne foretrækker at købe julegaver i lokalområdet, 24% foretrækker at købe dem andre steder end lokalområdet, mens 15% foretrækker at købe på nettet.
  • I Sverige er det 50%, der foretrækker at købe julegaver i lokalområdet, mens hele 26% foretrækker at købe på nettet.
  • Hver tredje nordmand rejser af og til på storbyferie for at klare juleshoppingen. De mest populære udenlandske destinationer er:
    • London (26%)
    • København (16%)
    • Berlin (4%)
    • Stockholm (2%)
    • New York (1%)

Om undersøgelsen
Undersøgelsen om danskernes holdning til at købe lokalt er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel på vegne af Eniro Danmark. Undersøgelsen er udført i perioden fra den 1. november til den 7. november 2016. I alt 1.972 personer har deltaget i Danmark, og 1.994 har deltaget i Sverige.

Data er vejet i forhold til køn, region, alder og uddannelse, så undersøgelsen er repræsentativ for hhv. den danske og svenske befolkning.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • eniro
  • lokal søgning
  • julegaver
  • lokal handel
  • juleshopping
  • shopping

Om Eniro
Eniro er en førende søgevirksomhed for personer og virksomheder i Norden. Med kvalitetssikret indhold og en uovertruffen brugeroplevelse inspirerer Eniro til lokale opdagelser og bidrager til et levende lokalområde. Eniros indhold er tilgængeligt gennem internet- og mobiltjenester, trykte vejvisere samt nummeroplysnings- og sms-tjenester. I Danmark udgiver Eniro bl.a. online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. Eniro-koncernen har ca. 1.700 ansatte i Sverige, Norge, Danmark, Polen og Finland. Virksomheden er noteret på Nasdaq OMX Stockholm [ENRO] og har hovedkontor i Stockholm. Læs mere om Eniro på www.enirogroup.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968