Pressemeddelelse -

Det køber danskerne på mobilen

I mere end to år har det været muligt for danskere nemt at overføre penge med mobilen til venner og bekendte gennem bankernes applikationer til mobilbetaling, og i dag kan applikationerne også bruges i flere butikker, på markeder og i visse webshops på nettet. Flere virksomheder har desuden egne apps, hvor kunderne kan købe produkter. Og ifølge en ny undersøgelse er danskerne virkelig ved at tage mobilbetaling til sig.

Undersøgelsen, der er foretaget på vegne af Eniro Danmark gennem Epinions Danmarkspanel, viser, at knap halvdelen har foretaget køb med mobilen inden for den seneste måned. Ifølge Eniro, der står bag Krak og De Gule Sider, ser vi lige nu den første bølge af mobilbetaling rulle ind over Danmark, og i løbet af de næste år vil ”pengepunge”, som vi kender dem, i større og større grad blive afløst af en eller flere apps på vores smartphone eller andre betalingsløsninger. Det spår Allan Jakobsen, der er adm. direktør i Eniro Danmark:

Vi har over flere år set, at mobilen bliver brugt til alt fra gps til betalingsmiddel. Vi har den altid på os, og med udviklingen inden for mobilbetalingsapps, virksomheders egne apps og generelt flere hjemmesider, der er tilpasset mobilen også i købsfasen, er vi godt på vej mod mobilen som den elektroniske pengepung,” lyder det fra Allan Jakobsen.

Regionale forskelle
Undersøgelsen, som mere end 2.000 danskere har deltaget i, viser, at der er stor forskel på e-handel på mobilen, afhængig af hvor i landet man bor. Mest populær er mobilbetaling i hovedstadsområdet, hvor 54 procent har købt en eller flere ting med smartphonen inden for den seneste måned. Her er det særligt bus- og togbilletter, der er blevet betalt med et par ”tap” på mobilen, mens hver femte mobilshopper har købt mad på en cafe eller i en bod, og hver femte har betalt for apps med smartphonen.

”Undersøgelsen afslører nogle forskelle i brugen af smartphone som elektronisk pung, på trods af at vi jo faktisk er et lille land. I København er madmarkeder eksempelvis virkelig slået igennem, og mange af de nye foodtrucks tager imod mobilbetaling, modsat de mere traditionelle cafeer. Generelt understreger tallene, hvor vigtigt det er, at man som virksomhed er klar til den mobile æra, hvor rigtig mange køb foretages direkte på smartphonen. Ud over at man skal have en hjemmeside, der er søgbar og tilpasset mobile enheder, betyder det også, at man skal have de rigtige betalingsløsninger, eksempelvis i form af egne eller bankernes apps, så kunderne bare kan shoppe løs på farten,” siger Allan Jakobsen.

Fakta fra undersøgelsen

  • 48 procent af danskerne har købt ting med mobilen inden for den seneste måned.
  • Mobilbetaling er mest populært i hovedstadsområdet, hvor 54 procent har købt noget med mobilen inden for den seneste måned.
  • Mobilbetaling er også populært blandt de 18-35-årige, hvor andelen, der har købt noget med mobilen inden for den seneste måned, er 65 procent.
  • 18 procent af de danskere, der inden for den seneste måned har købt noget med mobilen, har købt apps. 17 procent har købt bus- og togbilletter, 14 procent har købt mad på en cafe eller i en madbod, 8 procent har købt biograf- eller koncertbilletter, og 8 procent har købt film, musik, bøger eller tv-serier med mobilen.
  • Blot 3 procent af danskerne har købt dagligvarer med mobilen inden for den seneste måned.
  • Der er store regionale forskelle på, hvad danskerne betaler for med mobilen.
  • 20 procent af københavnerne, der inden for den seneste måned har brugt mobilbetaling, har købt apps med mobilen - mod 13 procent af fynboerne.
  • 26 procent af de nordjyder, der har brugt mobilbetaling, har købt film, musik, bøger eller tv-serier med mobilen - mod 4 procent af fynboerne.
  • 20 procent af københavnerne, der har brugt mobilbetaling inden for den seneste måned, har købt mad og drikke på en cafe eller i en bod - mod 8 procent af fynboerne.
  • 25 procent af de københavnere og 33 procent af de nordjyder, der har brugt mobilbetaling, har købt bus- eller togbilletter - mod 11 procent af sønderjyderne.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel i perioden fra den 5. maj til 15. maj 2015. I alt 2.003 personer har deltaget. Data er vejet i forhold til alder, køn, region og uddannelse, så undersøgelsen er at betragte som repræsentativ i forhold til den danske befolkning.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • eniro
  • allan jakobsen
  • smartphone
  • mobilbetaling
  • e-handel
  • mobilhandel

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.100 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Over 90 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 260 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968