Pressemeddelelse -

Eniro styrker satsning på sponsorerede links via aftale med Ekstra Bladet

Markedet for sponsorerede links vokser nærmest dag for dag – men indtil nu har ingen danske virksomheder for alvor kastet sig ind i kampen om markedsandelene.

Det gjorde Eniro Danmark noget ved, da virksomheden i maj købte Open AdExchange. En række af landets allerstørste sites er med i Open AdExchanges annoncenetværk, og nu vender en af landets største spillere tilbage til netværket. Ekstra Bladet har nemlig netop valgt Eniro som den annoncepartner, der skal sikre, at Ekstrabladet.dk får andel i annoncekronerne. Aftalen betyder, at Eniro både kan sælge og vise sponsorerede links på Ekstrabladet.dk.

”Det er fantastisk at se, hvor positivt landets allerstørste mediehuse reagerer på vores satsning med Open AdExchange. Det viser, at der er et stort potentiale, og at mange er interesserede i øget konkurrence på det her område. Ekstrabladet.dk er et af danskernes yndlingssites, og nu vil annoncørerne få glæde af de sponsorerede links, der rammer lige ned i det, sitets brugere interesserer sig for,” siger partnerchef Astrid Thusgaard-Madsen fra Eniro Danmark.

Matcher kunder med virksomheder
Det danske marked for søgeordsannoncer var i 2011 på 1,6 milliarder kr., viser tal fra FDIM. I Danmark forventer man ifølge en analyse fra Institutet för Reklam- och Mediestatistik (IRM), at sponsorerede links og søgemaskineoptimering tilsammen vil vokse 10 pct. alene i 2012. Væksten skyldes bl.a., at online-annoncørerne stiller stadig større krav til, at de kan måle den konkrete effekt af deres investeringer, mener Astrid Thusgaard-Madsen.

”De sponsorerede links appellerer til annoncører, der er mere interesserede i effekt end kendskab. Betalingen for annoncerne afspejler simpelthen den værdi, et klik repræsenterer for annoncøren. På den måde passer Open AdExchange perfekt ind hos Eniro. Det har altid været vores kernekompetence at matche kunder med virksomheder. Det fortsætter vi med her, bare på en ny måde,” siger hun.

Kan flytte markedsandele sammen
Hos Ekstra Bladet har internetchef Peter Strøhemann positive forventninger til det nye samarbejde.

”I tidligere satsninger på sponsorerede links har problemet været, at der ikke var nok fokus på salgsdelen. Men Eniro har en stor salgsorganisation og en bred eksisterende kundeflade, ligesom de har en stærk teknisk back office-funktion. Så vi har fuld tillid til, at de kan løfte opgaven,” siger Peter Strøhemann og fortsætter:

”Jeg er overbevist om, at Eniro og Ekstra Bladet sammen kan flytte markedsandele på det her område, og det kan give begge parter ny omsætning på sigt.” 

Om sponsorerede links

  • Sponsorerede links er de små tekstannoncer, der kommer op sammen med søgeresultaterne eller ved siden af artiklerne på eksempelvis nyhedssites.
  • Linksene fører direkte videre til annoncørens hjemmeside – enten forsiden eller en underside med det relevante tilbud, annoncøren kører kampagne på.
  • Annoncøren betaler først for kampagnen, når der bliver klikket på linket. Det er annoncøren selv, der bestemmer, hvilken klikpris man maksimalt er villig til at betale.
  • Sponsorerede links er et annoncemedie i vækst. For sponsorerede links og søgemaskineoptimering tilsammen forventer man i 2012 en vækst på 10 pct. i Danmark, viser en analyse fra IRM (november 2011).
  • I 2011 var det danske marked for søgeordsannoncering, ifølge FDIM, på 1,6 milliarder kroner.
  • Eniro formidler kontakten mellem annoncørerne, der gerne vil gøre kunderne opmærksomme på deres produkt, og medierne, der gerne vil have annoncer på deres sites. Eniro sælger annoncerne – og står for den tekniske løsning, der sikrer, at de bliver leveret rigtigt.

Om Open AdExchange
Open AdExchange blev oprettet i 2008 med ekspertise fra Fast Search and Transfer (tidligere FAST), der i 2009 blev købt af Microsoft. Open AdExchange samler udgivere på tværs af mediebranchen, og for annoncører og mediebureauer er platformen en værdifuld mulighed for at levere målrettet, performance-baseret tekstannoncering på danske kvalitetssites. Den danske del af Open AdExchange blev overtaget af Eniro Danmark i juni 2012.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • eniro
  • ekstra bladet
  • sponsorerede links
  • søgeordsannoncer
  • open adexchange
  • partneraftale
  • markedsføring

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er Nordens største lokale søgevirksomhed. Både forbrugere og virksomheder kan benytte Eniros medier til nemt at finde ud af, hvor de kan købe produkter og services, uanset om de søger via internettet, telefonbøger eller mobiltelefonen. Med hjælp fra Eniro kan annoncører aktivt markedsføre sig over for købeklare forbrugere og virksomheder, finde nye kunder og øge deres salg.

Eniro har ca. 3.500 ansatte i Norden og Polen. Eniro har været noteret på OMX Nordic Exchange Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 430 ansatte.

Læs mere på www.eniro.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968