Pressemeddelelse -

Jyske SMV’er er optimistiske og opruster markedsføringen

Optimismen blomstrer i dansk økonomi, og flere prognoser har efterhånden peget på, at den økonomiske udvikling har skiftet gear og er rykket fra slæbesporet til vækstsporet. En ny undersøgelse fra Eniro Danmark foretaget blandt mere end 600 ledere landet over viser, at også de små og mellemstore virksomheder i Jylland ser lyst på fremtiden og regner med at opruste på både markedsføring og antal medarbejdere. Syv ud af ti jyske SMV’er forventer at øge omsætningen i løbet af det kommende år, hvilket er en stigning på 16 procentpoint sammenlignet med 2013.

Og den stigende optimisme har også en indvirkning på virksomhedernes brug af markedsføring. Mens 29 procent over de seneste 12 måneder har oplevet en stigning i forbruget til markedsføring, forventer 30 procent af de jyske virksomheder med op til 250 medarbejdere at opruste på området i det kommende år. Og så forventer 42 procent af virksomhederne, at antallet af medarbejdere i virksomheden vil stige over de kommende 12 måneder. Tallene viser både større optimisme og større vilje til at investere i markedsføring, end Eniros undersøgelser dokumenterede i 2013 og 2014.

Virksomhederne mangler en markedsføringsstrategi
I undersøgelsen blev virksomhederne også spurgt ind til, om de har en strategi for markedsføringen. Det har kun lidt over halvdelen af de jyske virksomheder. Ifølge Eniro, der bl.a. står bag Krak og De Gule Sider, er det ærgerligt, at tallet ikke er højere, da virksomheder uden en strategi risikerer at få mindre ud af deres markedsføringstiltag, end den økonomiske situation gør muligt. Det siger Allan Jakobsen, der er administrerende direktør i Eniro Danmark:

”Med en målrettet digital og lokal markedsføringsindsats kan man nå langt selv for et lille budget. Det handler bare om at sætte sig nogle klare mål, kende sin målgruppe, kortlægge de mulige midler og så sætte ind med en effektiv indsats. Og så selvfølgelig at evaluere på indsatsen løbende, så man sørger for, at markedsføringskronerne faktisk giver størst muligt effekt.”

Fakta: Optimistiske SMV’er

  • 29 procent af de jyske SMV’er har over de seneste 12 måneder haft et stigende forbrug til annoncering og markedsføring. I 2014 havde 26 procent oplevet en stigning, mens det i 2013 var 24 procent.
  • 69 procent forventer, at deres omsætning vil stige i de kommende 12 måneder. I 2014 delte 63 procent af de danske SMV’er samme optimistisme, mens det i 2013 var 53 procent, der forventede en omsætningsfremgang.
  • 42 procent forventer, at antallet af medarbejdere vil stige i de kommende 12 måneder. I 2014 forventede 44 procent en stigning i medarbejderantallet, mens det i 2013 var 32 procent.
  • 30 procent af de jyske SMV’er forventer at bruge flere ressourcer på at arbejde med markedsføring og annoncering i det kommende år. I 2014 havde 28 procent samme forventning.

Om analysen
Analysen er baseret på 621 webinterview med danske ledere og topledere i små og mellemstore private virksomhed­er. Interviewene er foretaget via Userneeds’ lederpanel i perioden fra den 15. maj til den 28. maj 2015. De er gennemført med henblik på at opnå en repræsentativ fordeling på landsdel og branche. Det er tredje år i træk, at Eniro Danmark gennemfører ”SMV-analysen”.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • allan jakobsen
  • eniro
  • markedsføring
  • jyske virksomheder
  • små og mellemstore virksomheder

Regions

  • Midtjylland

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.100 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Over 90 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 260 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968